Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
hen den efter vor og vistnok ogsaa deres mening logisk hörer. Partsedens
sande processuelle stilling kan imidlertid vanskelig bringes til at springe
i öineue, spörgsmaalet om en reform i institutet kan neppe fremstilles i det
rette lys, naar dette undlades. I virkeligheden kan parterne i en proces
nærmest opfattes som en underklasse af de i denne interesserede personer,
og det en underklasse, for hvilken der, hvad pligten og retten til at afgive
forklaring i sagen angaar, ikke indsees at være grund til at opstille andre
regler end de, som ansees rigtige for interesseredes vedkommende i almin
delighed. Interessens art bliver ikke gjennem partsstillingen en anden og
heller ikke er partens interesse altid den störste; ja til og med er det ofte
en ren formsag, hvem der staar som part, idet ikke han, men en udenfor
staaende f. ex. hjemmelsmanden eller den privat fornærmede i en straffesag
er den egentlig eller ialfald stærkest interesserede. Ligesom da ogsaa i
England parternes afhörelse som vidner, om end fra gammel tid af paa for
skjellig vis forberedt, historisk har udviklet sig som en konsekvens af Lord
Denmans act, der afskallede interesse i sagen som udelukkelsesgrnnd fra
vidnesbyrd, saaledes bör ogsaa de regler, der opstilles angaaende deslige
vidners tilstedelse tillige være norm for parternes tilstedelse til vidnesbyrd.
Ligesaa lidt som det har været tale om, eller i de lande, hvor en af
skaffelse af egen interesse som udelukkelsesgrund endnu hörer blandt de re
former, som fremtiden kan glæde sig til at have at gjennemföre, vel vil blive
tale om blot som subsidiært bevismiddel at tilstede horeisen af interesserede
vidner, ligesaa lidt bör dette ske, hvad parternes hörelse som vidner angaar.
Vi kunne derfor i modsætning til forfatteren ikke andet end i den engelske
ordning, som overhovedet ingen forskjel gjör mellem parter og vidner, at se
en langt mere baade praktisk heldig og konsekvent ordning end i den öster
rigske efterligning, hvor parternes vidnesbyrd blot er opstillet som subsidiært
bevismiddel. Noget andet er det naturligvis, at selve beedigelsen gjerne kan
udsættes, indtil det viser sig, at man har brug for den.
Blandt de vistnok ikke faa dele af den svenske ret, som den juridiske
literatur ikkun stedmoderligen har behandlet, synes unægtelig ogsaa processen
at höre. Det er derfor en for en stor del übearbeidet eller ialfald kun lidet
bearbeidet mark, som forfatteren her har plöiet, og ihvorvel vi vanskelig
kunne have nogen bestemt mening om saadanne enkeltheder, der nöie hæn
ger sammen med eiendommeligheder i den övrige svenske procesordning, kan
vi dog ikke betvivle at arbeidets formaal, at fjerne den uklarhed og inkonse
kvens, hvormed opfatningen af partseden hidindtil har været behæftet og i
den indföre enhed og indre overensstemmelse, heldigt og med sikker haand
er naaet. Vi kunne ikke dadle, at forfatteren med dette formaal for öie iste
denfor at spilde arbeide paa de punkter, hvor institutets medfödte feil i
virkeligheden gjör opnaaelsen af indre overensstemmelse og konsekvens umu
lig, saasom hvor der er flere proces-fæller paa den ene eller den anden
side, uden videre har opgivet forsöget og ladet det bero med en paapegelse af
hindringerne. Unægtelig maa dog praxis, saalænge den har med edsinstitutet
i dets nærværende skikkelse at gjpre, se til ogsaa i disse tilfælde at hjælpe sig
paa en vis, og unægtelig er der blandt de udveie, som kunne vælges enkelte,
der have mere for sig end andre. Forsaavidt tror vi, at ialfald de praktise
rende jurister ville finde det beklageligt, at forfatteren paa denne maade er
gledet ganske forbi de ”uendelige kontroversers” felt.
Paa et ikke uvæsenligt punkt kan vi ikke andet end anse forfatterens
opfatning for ensidig og befrygte, at dens gjennemförelse ikke just vil lede
til de antageligste resultater. S. 152 til 153 udvikles, at undladelsen af at
aflægge benægtelsesed (värjeraålsed) efter svensk ret ene maa ansees som
374
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
