Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
siddelse af filologisk fagdannelse. Ganske helskindet er hr. Collin ikke sluppen
forbi disse popularisationens Skylla og Charybdis, og det er derfor, man kan
rette enkelte udsættelser imod hans livlige fremstilling, hvad jeg skal godtgöre
ved et par exerapler.
Hvor hr. C. omtaler Veda-geografien, anfører han (I p. 34) følgende stro
fer (h. VI, 61, l 2), idet han erklærer, at Sarasvati her betegner Indus
floden:
Den starke skuldafplanarn Divodåsa gaf
hon åt den fromme Vadhriaeva såsom son,
Hon som för gnidarn har uppätit all hans spis;
Sarasvati, alt hvad du skänker kraftigt är.
Likt den som gräfver rötter upp, så denna bröt
med väldig makt, med starka böljor bärgens topp;
Sarasvati, som slär i fjärran till vårt skydd,
oss låtom bjuda in med bön och ljufligt pris.
Til forklaring af første vers anføres så den senere indiske tro, at sönnen,
der fortsætter dødningeofret, afbetaler faderens skyld til slægtens henfarne
ånder, og at flodgudinden hævner sig på den ugudelige i samme mon, som
hun viser den fromme velgerninger.
Men vi få ingen oplysning om, hvorledes Inderen tænkte sig dette, hvad
de tvende navne betyde, der synes at tyde hen på en raythe, hvorledes floden
kan bryde bjærgtoppene(!), og hvad det vil sige, at gudinden dræber i det
fjærne.
Sagen er, at her næppe er tale om en jordisk flod, men derimod om den
himmelske regnflod, som styrter ned i uvejret (sarasvati er ”vandrig”). Så
får verset en hel anden mening. Divoddsa betyder ”himmeltjæner”, et for
ståeligt navn for solguden; vadhriaqva betyder ”den, hvis heste ere gildede”:
når man husker, at solstrålerne i alle raythologier opfattes som heste, vil man
ikke undre sig over sligt et udtryk for den af skyerne bedækkede sol; og
endelig kan det ord, hr. C. oversætter med ”skuld-afplanarn”, fuldt så vel gen
gives ved ”sår-hævneren”.
Tankegangen er da denne: Skyen havde gildet den gavmilde sols heste,
o: berøvet guden hans lysævne; men efter at regnen var kommen, opstod en
ny, ung sol (den tidligeres sön), som hævnede forsmædelsen ved at ødelægge
skydæmonen.
I tredje linje er hr. C. nødt til af to sideordnede akkusativer at oversætte
den ene som dativ ”för gnidarn” (panim). Der står: ”hun, som har fortæret
gnieren (o: den gerrige skydæmon, som ruger over himmelskattene) og al hans
føde”. Det sidste udtryk bliver også dunkelt ved en mythologisk fortolkning;
men når det f. ex. i vers ,11 hedder: ”hun, som fylder jorden, tågerummet,
luften” hvor kan så dette ndsiges om Indus? Derimod forstås det let om
regnen. Og det er også denne, der bryder skybjærgenes toppe.
Muligvis er denne fortolkning heller ikke den sande, men jeg vilde blot
antyde, hvor problematisk lligveda-oversættelsen endnu er. Jeg tror nu rigtig
nok i det hele, att hr. C. er altfor tilbøjelig til at bortforklare det mythiskc
element i hymnerne. Det er mig f. ex. ufatteligt, hvorledes han, støttende
sig på Ludwig’s autoritet, kan opfatte h. IV, 38 som forherligende en jordisk
stridshest.
Den anden anke, man kunde göre mod hr. C.’s bøger, syntes mig den, at
de for meget indvie læseren i de videnskabelige forstudier. Jeg kan således
378
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
