Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MONTESQUIEU 1 HOLBERG*S OG THORILU’s OMDOMME.
»Historien viser udi Hobetall Eæempler paa dydige absolute Monarcher
eller saadanne, som han kalder Despoter» (Hb. 51). Men Holberg går
endnu videre; ban er ikke langt fra at ville forsvare lige det mod
satte af den mening, han med urette synes at tillægge Montesquieu,
som »har afmaled all Despotismum som en Regiering, hvorudi hverken
Dyd eller Honneur kand have sted». Han fortsætter næmlig; »Ingen
Regiering er eller har været raeere absolut og despotisk end den Rus
siske, og ingen Regent haver dog med større Omhyggelighed arbeydet
paa at moralisere sine Undersaattere, og at indprente dem Dyd og
Honneur, end Petrus Alexiovitæ» (Hb. 53). Peter den store er Hol
berg’s helt, og »der er næppe nogen afdød hersker udenfor Danmark-
Norge, om hvem han har talt med så megen beundring» (E. Holm,
s. 29). Hvor lidet denne forkærlighed end er til ære for Holberg,
er den dog et tegn på, at han i en vis henseende står på et mere
fremskredet politisk stade, end flertallet af sin samtid. Peter den
store, denne ivrige men hensynsløse reformator, må næmlig kaldes en
af forløberne for den såkaldte »oplyste despotisme», der atter var den
store revolutions forgænger i forrige hundredår. I sammenhæng her
med må derfor peges på den ros, som Holberg andensteds (i slut
ningen af epistel 533) udøste over Fredrik II (ligeledes kaldt »den
store») i Preussen, ham, der må anses som den første »oplyste despot»
blandt de kronede hoveder, af hvilke Josef II var Østerrigs, Katha
rina II Ruslands, og Gustav 111 Sverigs repræsentant, ligesom samme
politiske retning blandt ministrene repræsenteredes af Struensee i
Danmark-Norge, Turgot i Frankrig, Pombal i Portugal, Aranda og
Campomanes i Spanien, og Tanucci i Neapel. Det er denne politiske
retning, hvis ledende grundsætning man har sammenfattet i udtrykket
»Alt for folket, intet ved folket», i modsætning til den nyere tids
folkelige selvstyrelses grundsætning: »Alt for folket og ved folket».
På den modsatte side af den »oplyste despotisme», som altså Holberg
må siges at have hyldet i dens forløber Peter I og i dens første
egenlige repræsentant Fredrik 11, stod den politiske retning, som ellers
på Holberg’s tid endnu var den rådende i det faderlig-enevældige
Danmark-Norge: den retning, som i fyrstemagten i grunden mente
at se en umiddelbar guddommelig indstiftelse. Holberg var for så
vidt vejbryder for friere meninger, som han, især i udviklingen af
sin ”Natur-Ret”, viser sig påvirket af Hugo Grotius, Hobbes og Pufen
dorf, for hvem fyrstemagten dog vel i det höjeste må siges at have
stået som en middelbar guddommelig indstiftelse. Det er imidlertid
først gennem en nøjere betragtning af Holberg’s forhold til hans for
tid, samtid og eftertid, at man (således som E. Holm, s. 1 og 65)
kan komme til erkendelse af, at denne yderlige absolutist dog måske
i grunden indtog en »mellemstilling» i politisk henseende, lige så vel
som i religiøs.
767
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
