Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MONTESQUIEU I LIOLBERG’s OG THORILD’S OMDOMME.
opstille hele Thorild’s politiske tankebygning, ligesom Rask, efter
hvad man siger, når han havde ordlyden af »Fadervor» på et eller
andet übekendt sprog, deraf mente at kunne konstruere dets gramma
tiske bygning. Montesquieu går ud fra verden, som den er: derfor
tre regeringsmåder; Thorild derimod, som ser fremad mod idealet, fra
verden, som den hör være: derfor kun én. Den første er realist, den
sidste idealist. Holberg, som i grunden er större realist end bægge,
står dog på en vis måde Thorild nærmere i denne henseende; han
berører ham, som modsætningerne undertiden berøre hinanden, næm
lig for så vidt som han også giver en eneste regeringsform fortrinnet
som sit ideal. Men idealet er hos pessimisten Holberg den ufrieste,
hos optimisten Thorild derimod den frieste regeringsmåde. Den før
ste vil historisk bevise sætningen; »jo meere Friehed, jo mindre Dyd»
(Hb. 44). Den sidste tror ikke, »att man kan vara förmycket fri» (T. 9).
Når modsætningerne Holberg og Thorild berøre hinanden i dette
punkt, forholde de sig derfor som yderste höjre til yderste venstre,
medens Montesquieu danner centrum. Fæste vi derimod vort blik
på Thorild’s udtryk »menniskowafam, synes vi straks at se den una
turlige forbindelse opløse sig. For Holberg er det næsten, som om
natur og naturlove ikke vare til; en fuldkomment personlig styrelse
lader jo intet spillerum åbent for en styrelse i følge naturlove, end
mindre har han noget klart blik for historiens »naturlove»: han taler
om »Hændelser» (Hb. 83) eller »puur Slumpe-Lykke» (Hb. 74). Hol
berg er for så vidt ensidig historiker. Thorild derimod føler Gud i
naturen, om end hans religion, eller snarere filosofi, er pantheisme;
og han udtaler, at »hvar Lag emot Naturen är ett våld» (T. 5). Han
er derfor måske lige så ensidig naturalist. Og idet han ser bort fra
det, som i øjeblikket er i kraft af den historiske udvikling, stiller han
sig på et standpunkt, som vil udelukke ethvert andet: kun ét kan
være det rette. I dette punkt mødes han med Helvétius, når denne
ved læsningen af Montesquieu’s ”love for opdragelsen” udbryder: »Det
tager sig latterlig ud at skrive en bog for at undervise i, hvorledes
man skal bære sig ad for at opretholde, hvad der er slet» (Mtq., I.
406, i). Nogen lighed hermed har Thorild’s ytring om Montesquieu;
»Han har med en ofantlig Snillets ståt lärt oss, huru man skall regera
illa väh (T. 6). Ingen af dem har imidlertid rigtig opfattet Montes
quieu’s inderste mening. Nærmere denne kommer uden tvivl Destutt
de Tracy i sin tidligere nævnte ”Commentaire” s. 13 —, når han
siger: »Alle disse regeringer ere til eller kunne være til; men alt
tilværende har en vis ret til at vedligeholdes. Herfra vil jeg gå ud
tilligemed Montesquieu; og med ham vil jeg undersøge de love, som
tilsigte vedligeholdelsen af enhver af dem».
Thorild gengiver i korthed efter Montesquieu, hvad der skal være
den »verkande Lagen» i hver af de tre regeringsraåder, og ytrer der-
773
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
