Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JUL. LANGK.
med den antike kunst og vandt den mest levende interesse for den.
Men han har alligevel lige så lidt studeret kunsten, som han har
studeret naturen. Intet er mere kendeligt end Rubens’s hånd, også
hvor han kopierer; hvorvidt han gjorde sig selv mere Titiansk ved
at kopiere Titian, er ikke så tydeligt, som at han gjorde Titian Ru
bens’sk. Hans oprindelige syn på livet og på mennesket gör sig altid
overvejende gældende, og hans mægtige natur var og blev langt
mere produktiv end receptiv. I Rom kom han i det 17:de århundredes
begyndelse midt ind i kampen mellem eklektikerne (Caracci’erne og
deres skole) og Caravaggio’s nye radikale naturalisme. Han kunde
på en måde stå sig godt med bægge partier. Han synes at være
bleven tiltrukket af Caravaggio’s kraftige væsen; allerede Sandrart
har bemærket, at han er bleven påvirket fra denne kant i henseende
til farven i sine tidligere billeder (den gulere lokaltone og de mork
ere skygger). Alligevel var han jo på sin vis eklektiker i större
omfang end måske nogen anden, men således, at han tillige fremfor
nogen anden forstod at bruge alle de forskelligartede dannelses-ele
menter alene til at give sin egen individualitet forhöjet glans og kraft.
Af den italienske Renaissance har Rubens tilegnet sig alt hvad
der er dramatisk eftertrykkeligt og udtryksfuldt, alt hvad der er stærkt
og energisk, dristigt og overdrevent i form og bevægelse, alt hvad
der er pragtfuldt og farverigt i malerisk virkning, kort sagt: alt det
superlativiske. Man kan ikke i det enkelte påvise, hvad han har lært
af hver enkelt kunstner, men det lader sig væsenlig føre tilbage til
den italienske figurstils to hovedelementer: Michelangelo’s form og
Titian’s farve.
Af Michelangelo og hans efterfølgere lærte han at göre sine
stærke og svære nederlandske skikkelser endnu stærkere og sværere;
og af sig selv fremhævede, karikerede han ydermere figurens bølgende
omrids og tilföjede visse for ham ganske særegne træk, navnlig den
stærke krumning af skinnebenet og de meget indad-böjede knæ,
det ene med det andet giver hans figurer deres yderst barokke tilsnit.
Fremdeles lærte han den tøjlesløse og aldeles urythmiske tumlen og
boltren i bevægelsen, som blev så karakteristisk for den italienske
Renaissance i det 16:de århundrede. Også den førte han med en
vis lidenskabelig forkærlighed ud i yderligheder og gav den en egen
tilsætning af den nederlandske materielle sværhed i figurstilen, som
han har i højere mål end de fleste af sine landsmænd. Man erindre
46
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
