Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RUBENS’S FREMSTILLING AE MENNESKET.
de sammenfiltrede knuder af menneskekroppe på hans dommedags
billedcr (i Pinakotheket i Miinchen), den vilde tummel, der hersker i
hans maleri af Kastor og Pollux, som røve Leukippos’s døtre (samme
steds), i Bondegildet i Louvre-galleriet, i billederne af satyrer, der
forfølge nymfer, eller Clølia, som styrter sig i floden med sine piger
(Dresden), og mange andre. Ja, selv ved hans rolige figurer føler
man, at en- rythmisk bevægelse vilde være dem en umulighed: man
tænke sig hans Gratier (i Madrid og Stockholm) dansende det
vilde være et höjst ugratiøst syn! Undertiden synes det endog at ville
falde dem tungt at gå en naturlig gang; på den hellige Sebastian (i
Berlin) f. ex. en ellers fremragende figur vilde de tunge fødder
plaske besværlig på jorden, hvis figuren satte sig i bevægelse.
At Rubens er bleven væsenlig påvirket af Michelangelo med hen
syn til de stærke bevægelser, er sikkert; men disse have dog en me
get forskellig betydning for de to kunstnere. For Michelangelo vare
de studier i legemets mekanik, opgaver, som skulde løses gennem
den klareste og bestemteste forståelse af benbygningen og muskel
spillet; hans form er med al sin storhed så uovertræffelig fin og
grundig, fordi han selv er opdager af formen. Rubens forefandt
dette arbejde færdig-gjort, for ham frembød det ikke længer problemer.
Ham lå overhovedet legemets indre, organiske bygning ikke på hjærte:
hvor tit finder man ikke f. ex. en arm malet af ham således, at den
ser ud som en træklods indvendig, beklædt med saftigt kød og fedt
udvendig! Hvor i naturen høre håns vredne albuer og håndled
hjemme? Han lærte formens sprog, som han lærte latin og italiensk,
således at han kunde tale og skrive det med stor færdighed og få
sagt, hvad som helst han vilde have sagt, men uden synderlig respekt
for lexikon og grammatik. Han hensætter lys og skygge med over
legen sikkerhed, giver sig uden mindste frygt i kast med de vanske
ligste opgaver, forkortninger f. ex., giver overhovedet altid et
ganske bestemt billede af en form; men et andet spörgsmål er, om
formen er sand, end sige skön. Vel har han, der jo overhovedet
kunde, hvad han vilde, malet enkelte virkelig storladne og ypperlige
formpartier, såsom overkroppen af Kristus, der åbenbarer sig for Tho
mas (Antwerpen), enkelte endog meget fine og fuldendte, som ho
vedet især pande, næse, kinder og hænderne på abbed Irselius’s
portræt på Kristiansborg i København; men sådanne partier ere
sjældne: i reglen ere ikke engang hans portræthoveder så korrekt
47
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
