Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordisk Tidskrift. 1880. 4
RUBENS’S FREMSTILLING AF MENNESKET.
barns kød, medens den plumpe begærlighed udtaler sig i overkrop
pens böjning fremad og i stillingen af benene med de krummede
kuæer. Se den grinende Neger i Silen’s følge (på maleriet i Mlin
chen), en mere venetiansk end antik mytbologi, som gör nar
ad den drukne gamle ved at tage fat i skindet på hans laskede lår
og hale det ud, til hjærtelig morskab for de satyrer, som følge efter!
Dette billede er et af Rubens’s mest glimrende og geniale, en af
overmod rungende dithyrambe til ære for legemets safter, som her
rigtignok have fået en stærk tilsætning af vin. Den nøgne Silen
minder om alle de kærlige tilnavne, som Shakspeare lader prins
Henrik tildele sin gamle ven Jobn Falstaff: dette vin-oksehoved,
denne höjtids-okse, stoppet med budding, o. s. v., o. s. v. På jorden
i forgrunden ligger forover bojet en ganske drukken mænade, som
rækker brystet frem til sin håbefulde unge, der ligeledes ligger på
jorden og • bæller sig med vinholdig mælk, hvilken ernæring allerede
har givet dens krop et übestemmeligt udseende af en lille menneske
klump. »Uns ist ganz kannibalisch wohl als wie fiinfhundert Säuen».
Vellystens rus, dens stærkeste attrå har Rubens malet i et andet bil
lede i Munchen, hvor satyren antaster nymfen. Rubens var en god
katholik, som begyndte hver eneste dag med et besøg i messen. Men
ingen vil dog opfatte sådanne billeder som illustrationer til det kirke
lige begreb om frådseriets, vellystens eller drukkenskabens laster.
De ere produkter af en aldeles åben, men tillige noget legende, hu
moristisk humanisme. Rubens’s store, sunde, elskværdige, nordiske
sind går over stregen, uden at nogen vil tænke på at forarges. Det
havde han forud for Bernini og for de fleste samtidige i Italien, hvor
man ikke længer var rigtig glad i humanismen.
Hvor langt Rubens i virkeligheden var kommen bort fra Titian,
uagtet fællesskabet i grundretningen, og uagtet han kopierede og stu
derede ham fremfor alle, kan i det enkelte uöjagtig måles netop ved
en sammenligning mellem Rubens’s kopier med Titian’s originaler.
Galleriet i Madrid frembyder her den fordel, at det på én gang ejer
Titian’s billede af Syndefaldet: Eva, som plukker frugten, og Adam,
som advarer hende, og den kopi, som Rubens udførte derefter
under sit andet ophold i Madrid, 1628—29 J, på en tid altså, da hans
egen udvikling for længe siden ganske havde fæstnet sig 2.- Strængt
1 Alfred Michiels, Rubens et Vécole d’Anvers, s. 315.
2 Den noget mangelfulde bevaring af Titian’s maleri, om hvilken forøvrigt
Crowe og Cavalcaselle i deres værk om kunstneren give en aldeles overdreven og
49
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
