Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JUL. LANGE.
mere, end hvor lyset falder på legemet selv; hvorledes kodet, huden
og brusken ved deres gennemtrængelighed for lyset mildne skyggerne,
der på den tætte og hårde sten vise sig langt mere sorte. Endvidere,
at man i naturen finder visse blöde, fyldige partier 1, der forandre sig
efter alle bevægelser og ved hudens smidighed snart vise sig mere
udglattede, snart mere saramenpakkede, hvilke partier ere af langt
större betydning for malerkunsten (som dog bör fremstille dem med
mådehold) end for skulpturen, omendskönt man finder, at netop de
mest udmærkede billedhuggere undertiden have taget dem med.
I alt dette taler Rubens aldeles ud af den ånd, hvori hans egne
billeder ere malede, og fremhæver netop sine egne vigtigste karakter
mærker, den farverige lysbrydning på det levende stof og den let
glidende, bevægelige overflade. Men på den anden side indrømmer
han, ja förer endog ordet for, at maleren, når han blot formår at
skelne rigtig mellem stof og form, skal studere statuerne, skal gen
nemtrænge sin ånd rigtig med dem, ja at dette er nødvendigt for den
höj este fuldkommenhed i malerkunsten. Og herved tænker han som
det viser sig i slutningen af stykket alene på antiken. Og hvorfor
skal man da studere antiken? Fordi det billede af mennesket, som den
viser os, er uendelig langt fuldkomnere end det, som vi i vor egen
tid se i livet. Vor æt er vanslægtet, og vor ånd er lav, og det er
vildfarelsens tider, vi leve i, i forhold til oldtidens heroiske ånd og
indsigt. Hvorledes er det gået med menneskeslægten? Er vor old
forblindet som af en tåge? Bliver det bestandig værre? Ældes verden,
bliver menneskeslægten svagere på grund af et uopretteligt fald?
Stod mennesket i oldtiden nærmere ved den oprindelige fuldkommen
hed, og kunde det derfor frembyde for kunsten et billede af fasthed
og sammenhæng, som nu er forvansket ved tilstedende onder, så at
intet er tilbage af dets oprindelige væsen? Er den oprindelige fuld
kommenhed faldet fra hinanden ved de laster, som have aflöst den?
Når man læser, hvad de gamle hellige og verdslige skribenter berette
om en tidsalder, da der levede heroer, giganter og kykloper, er der
skellig grund til at antage, at det menneskelige legemes vækst lidt
efter lidt har aftaget; om de end fortælle adskillige fabler, så berette
de uden tvivl også meget sandt.
1 Rubens bruger udtrykket maccaturæ. Glosen er ikke latinsk, men Waagen
udleder den meget heldig af det italienske macca: mængde, overflod. Hans egen
meget ordrige tyske omskrivelse af ordet forekommer mig dog hverken at passe til
den italienske glose eller til Rubens’s opfattelse af legemet.
56
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
