Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
rubens’s fremstilling af mennesket.
Er det ikke forunderligt at træffe Rubens, hvis tanker vi her have
anfört mest med hans egne ord, greben af en art »Weltschmerz», at
se ham med hånden under kind som et bytte for nagende tvivl, om
det ikke går stærkt ned ad bakke med menneskeslægten! I hans ma
lerier er der i sandhed ingen skeptisk ånd: der kan ikke tænkes noget
kunstnerisk fysiognomi, der således strutter af sundhed, af frisk og
positiv påståelighed, som hans. Endnu mere påfaldende bliver mod
sætningen mellem hans kunstneriske stil og hans udtalelser, når han
fortsætter:
»Den vigtigste grund til, at vor tidsalders mennesker ere så for
skellige fra oldtidens, er dovenskaben og hele levemåden, som kun
går ud på at æde og drikke, uden at der anvendes nogen omhu på
legemets övelse. Deraf bliver maven tyk og hængende, en tyngsel
for legemet, idet den uafladelige grådighed bestandig holder den fyldt,
benene blive kraftlöse, og armene bebrejde sig selv deres lediggang.»
Han udtaler sig derefter om betydningen af den gymnastiske uddan
nelse i oldtiden, hvorledes den bidrog til at formindske de ved bevæ
gelsen uvirksomme partier, navnlig maven, derimod til at foröge og
udvikle de aktive, hvorom man i det enkelte kan overbevise sig ved
i den antike kunst, ligesom i det virkelige liv, at se figurer, hos hvilke
enkelte lemmer ved uafbrudt övelse have fået en særlig udvikling
(gladiatorernes arme, dansernes ben, o. s. v.).
Hvis man hændelsesvis læste hele denne betragtning uden at vide
noget om. hvem forfatteren var, vilde man da ikke snarest falde på,
at den hidrörte fra en mand af den såkaldte klassiske retning fra slut
ningen af det 18:de eller fra begyndelsen af det 19:de århundrede, fra
en allieret af Winckelmann, David eller Thorvaldsen, som, idet han
hævede oldtiden på nutidens bekostning, særlig kastede et misbilligende
henblik netop til Rubens’s figurstil, som den, der fortrinsvis viste de
nyere tiders bröst?
Nu må man vel tage hensyn til, at den modsætning, som kunst
neren med elegisk stemning fremhæver, ikke direkte gælder den antike
og den moderne kunst, men mere de vilkår, som livet i oldtiden og
i hans egen tid har frembudt for kunstneren. Medens vi, når vi læse
Rubens’s ord, ere tilbøjelige til at finde hine altfor velnærede skik
kelser med de tykke maver, de slappe ben og de dovne arme illustre
rede i Rubens’s egne malerier, er det vel muligt, at han netop har
ment i sin egen kunstneriske praxis at have modarbejdet de vilkår,
57
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
