Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOH. STORM.
Interessante er endvidere i skånske mål former som majt magt,
sæjt sagt, stkeejs strax, sæjstan sexton dansk sexten udt. saist’n, i
Norge seist’n. Nöiagtig den samme overgang har man i eng. laid af
lægde, said af sægde o. s. v., samt i fransk fait af lat. facturn, lait af
lactem (hos Plautus f. lac); i piemontesisk udtales endnu fait lait.
Trods disse og andre afvigelser vedbliver dog skånsken at være en
ægte svensk dialekt og kan ikke henregnes til de danske; de to svenske
tonelag bestå fremdeles trods al dansk indflydelse.
På bestemmelsen af vokalerne har Bells inddeling i »trange» og
»vide» havt mindre indflydelse, hvilket er let forklarligt, da hin kate
gori både er vanskelig at iagttage og ikke i alle enkeltheder hævet
over enhver tvivl.
Et af de hovedpunkter, hvori svensk skiller sig fra norsk, er den
dobbelte udtale af a. Det som er os nordmænd mest påfaldende, er den
höie udtale af det korte a f. ex. hatt, det kalla vatnet ; os synes denne
lyd ofte at nærme sig ä, omtrent som den mellemlyd Lundeil betegner
a og beskriver som brugelig bl. a. i Kalmar: leat katt. Det dybe å (a)
i liat, matsal adskiller sig ikke synderlig fra det norske, men viser sig
dog ved nærmere prövelse dybere end dette. De svenske kalde under
lig nok denne lyd »slutet», hvortil de måske forledes ved analogien af
G och o i lange stavelser; omvendt kalde de det korte a i hatt »öppet»
i analogi med det åbne e og 0 i korte stavelser: en, ett; god, godt. Det
står måske i forbindelse med denne opfatning, at L. anser a for »högt»,
a for »medelhögt», afvigende fra andre fonetikeres mening. Jeg må i
det væsentlige med Swect anse a for dybt; i forhold til det östnorske
a klinger det endnu dybere og nærmere å; tungen synes noget mere
nedtrykt i midten, hvorved muligens tungeroden kan være noget op
trukken og derfor have forekommet L. »hög». Også i norske dialekter
forekommer en lignende tvedeling af a-lyden, således i nordre Östcrdalcn
(Tonsæt) og nordre Bergenstift (Nordfjord), uden at det endnu er på
vist, efter hvilke love den linder sted. Den svenske deling går i mot
sat retning af den danske; i svensk er det lange a dybt, det korte höit,
hvilket stemmer med fransk: pate, låclie patte, madame. I dansk
lyde langt a meget ofte næsten som ä, derimod det korte a nærmere
a end ä, hvilket stemmer nærmere med engelsk: måne-man. Det öst
norske har i regelen overalt det dybe a, det vestnorske og islandske
overalt det middels-höie a.
346
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
