Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. LIEBLEIN.
menneskelegemer i sine, mene de tilstrækkeligt at have godtgjort opstan
delsens umulighed, da de samme lemmer ikke på en gang kunne opstå
med flere legemer».
Man ser, at Athenagoras udtaler den samme tanke som biskop Mon
rad. Men den er formodentlig endnu ældre. Athenagoras levede i Alexan
dria. Der, på ægyptisk grund, er den vel også först opstået, og det uden
tvivl allerede i gamle tider. Netop på samme måde må nemlig de gamle
ægyptere have ræsonneret, da de indforte balsameringen.
Man har ment, at denne havde en sanitær grund, og det er muligt,
at den har været medvirkende. Men den religiöse grund må have været
den oprindelige og afgjörende. Det döde legeme måtte bevares, for at
sjælen i sin tid kunde blive gjenforenet med det. Hvorledes vilde denne
gjenforening blive, når enten det hele legeme eller en del var tilintet
gjort? Dersom det blev fortæret af orme og andet kryb, eller dersom det
blev sonderrevet og opædt af vilde dyr, blev det jo bestanddele af andre or
ganismer. Når nu disse organismer igjen gik over i spiselige dyrs lege
mer, og sidstnævnte derefter spistes af mennesker, i hvis legemer de ind
gik som bestanddele, vilde disse mennesker optage i sig dele af det döde
legeme, gjenforeningen af sjæl og legeme blev da enten umulig eller ufuld
kommen. Umulig, når legemet helt var forsvundet og gået over i andre
organismer, idet sjælen da blev husvild. Eller ufuldkommen, når en del
af legemet var borte, idet sjælen fik et halt, eller blindt, eller enöiet,
eller enarmet, eller på anden måde lemlæstet legeme til sin bolig. Det
vilde ikke hjælpe noget at antage, at legemet skulde få sine tabte dele
tilbage; thi da vilde de organismer, eventuelt mennesker, som havde op
taget dem som bestanddele i sig og igjen måtte afgive dem, blive lem
læstede på en eller anden måde.
Her så ægypterne ingen anden udvei end at söge at bevare de döde
legemer så fuldkommen, som muligt var. De balsamerede dem på det
omhyggeligste, lagde det balsamerede lig i en trækiste, denne i en anden
og disse to i en tredie, hvorpå den tredobbelte ligkiste nedsattes i en uhyre
stensarkofag, der var for tung til at röves og så fast tildækket, at den
ikke kunde åbnes uden at sonderbrydes. Sarkofagen bragtes så ned i en
i fjeldet udhuggen dyb og lang grav og bisattes i det kammer, der lå
dybest, mest skjult og utilgjængeligt. Endelig tilmuredes og tildækkedes
det hele, og liget måtte nu synes bevaret for evigheden.
Nu, dette ræsonnement hviler på en udvortes, materiel opfatning,
kan man sige. Men lad os ikke derfor dömme de gamle ægyptere. Vi
402
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
