Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JUL. LANGii.
latter ved synet og fandt fra den tid af, at det kom ud på ét, om de
skulde kæmpe mod Persere eller mod kvinder. Men Gallerne vare
af en ganske anden art: deres lind var vel også hvid; men de vare
stærke som løver, deres angreb var frygteligt, uimodståeligt i det
første öjeblik, mand mod mand vare de betydelig höjere end Græ
kerne; deres rå stemme, deres mørke, vilde blik, deres store, ildrøde
bår skræmmede og imponerede. De græske digtere kaldte dem titaners
og giganters ætlinge. Her frembød sig af sig selv en ny opgave for
den kunstfærdige græske pensel og mejsel; men naturligvis først efter
at sværdet havde gjort sin bedrift, efter at den endelige sejr var vundet.
Oldtidens forfattere ere sparsomme nok med efterretninger om
kunsten i Pergamon; men de vigtigste af de spredte notitser, vi have
tilbage om den, lære os netop hvad vi ikke udtrykkelig erfare om
nogen anden af Grækenlands kunstskoler at den sysselsattes med
at forherlige sejrene over Gallerne. Der var i Pergamon et berømt
maleri, og der bar uden tvivl været flere malerier, som fremstillede
dette æmne. Plinius fortæller, at flere billedhuggere fremstillede
Attalos’s og Evraenes’s kampe mod disse barbarer; han anfører nav
nene Isigonos, Fgromachos, Stratonikos og Åntigonos. Dertil har da
den nyere forskning knyttet en vigtig kombination. Allerede för
midten af det 17de århundrede havde man i Rom fundet to höjst
betydelige antike marmorværker: en statue af en såret, døende mand
og en gruppe, der fremstillede en mand, som med sit sværd bar stødt
sin hustru ned og derefter giver sig selv dodsstødet. Bægge disse
kunstværker tilhørte oprindelig samlingen i Villa Ludovisi; statuen
er senere kommen til det Capitolinskc museum, medens gruppen er
forbleven i villaen. I stil, karakter, materiale et sjældent marmor
fra en ø ved Lille-Asien er der den største lighed imellem dem ind
byrdes og en stor forskel fra andre antiker. Arkæologien, som endnu
ikke var opmærksom herpå, var i stor forlegenhed med dem og gav
dem allehånde falske navne: statuen kaldte man for det meste »den
døende gladiator», gruppen »Arria og Pætus». Først 1821 påviste den
romerske arkæolog Antonio Nibby, at statuen på Capitol svarede på
den mærkeligste måde træk for træk til de antike forfatteres skildring
er af det galliske folkefærd; for gruppens vedkommende påviste
Raoul Rochette det samme 1830. Efter at det var godtgjort, at figu
rerne forestillede Gallere, var der kun et kort skridt til at henføre
dem til skolen i Pergamon, hvad der virkelig selv af den mistænk-
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
