Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. GOOS
axiom i retsfilosofien, næmlig at retten er den ved individernes frie
overenskomst tilvejebragte ordning, hvis opgave er at afløse natur
tilstandens krig og den stærkeres herredomme med en rigtignok be
grænset men for alle lige og ved retsordenen garanteret frihed.
Skulde nu den moderne stat stå og falde med denne lære om
retten, vilde man snart være færdig med dommen. Ti hin lære har
fået så mange og så uoprettelige grundskud under den senere viden
skabelige forhandling, at det vilde blive spildt möje at forsøge på at
bringe den på fode igen. Dens iøjnefaldende mangel er, at den ved
sin forklaring af rettens indhold dels giver statsvirksomheden et altfor
snævert område, hvortil man kun ved at gå tilbage til meget primitive
statstilstande vilde kunne finde noget tilnærmelsesvis svarende i virke
ligheden, dels at den anvender et og samme, fra samlivet mellem de
af hverandre uafhængige individer hentet retsprincip på de mest for
skelligartede livsforhold, og derfor i alle de retsforhold, hvis faktiske
forudsætning er et livsfælleskab, både i familieretten og i retten for
det borgerlige samfund særlig erhvervssamfundet og i statsretten,
underlægger ordningen væsenlig forfejlede synspunkter. Men kritiken
er ikke bleven stående ved at påpege disse mangler ved læren. Ved
at søge ned til dens grundlag har den tillige gjort det klart, både at
dens forestillinger om rettens og statens faktiske tilblivelse hvile på
fiktioner uden al historisk virkelighed, og at den sande konsekvens af
dens grundbetragtning må blive rettens og statens opløsning. Når ret
og stat skulle bero på individernes frie overenskomst, dikteret af deres
overensstemmende interesse, når deri skal ligge hjemmelen for deres
autoritet, så er enhver magt, der udøves mod en uvillig, en usurpation,
selv hvor den udøves af staten i rettens navn. Et sådant herredomme
vil kun være en ny form for den undertrykkelse af den svage, som
fandtes i den forudsatte naturtilstand. En höjere hjemmel for magten,
der kunde legitimere den mod personens vilje, gives netop ikke efter lærens
forudsætning. Var der en sådan hjemmel, behøvede rettens og statens første
stiftelse ikke den overenskomst mellem alle, som er lærens ufravigelige
grundlag. Men at retten og staten ikke have nogen magt mod den
uvillige, er ét med det, at de ingen magt have. Anarkiet er lærens
sande konsekvens. Kritiken har lagt dette for dagen, förend Proudhon
accepterede konsekvensen i sin bekendte sætning: Quiconque met la
main sur moi pour rne gouverner est un usurpateur et im tyran; je le
déclare mon ennemi.
234
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
