Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHRISTUSBILLEDET.
ganske enkelte og enestående monumenter. En hæslig og — som det
synes meget slet afbildet gemme (nr. 33) viser et skægget hoved
omgivet af blade og lynstråler (?). Dette tydes som Dionysos Za
greus (der rigtignok var et barn), og Zagreus göres atter til den selv
opofrende, lidende forsoner. Större ret til at benyttes i en sådan
undersøgelse har unægtelig det smukke bronzehoved fra Herkulanum,
som tidligere kaldtes Plato, men nu, formodentlig rigtigere, kaldes
Dionysos. Men jeg har aldrig, som forfatteren, deri fundet noget
«udtryk af tung lidelse», og jeg kan ikke deri se nogen lighed med
Renaissancens fremstillinger af Kristus på korset, end sige med de
romanske og gotiske krucifixer.
Jeg kunde ikke undlade at omtale disse to afsnit af prof. Dietrich
son’s bog, da det er de mest ejendommelige, og måske dem, som
forfatteren selv sætter mest pris på; men jeg havde ønsket, at han
straks efter behandlingen af legenderne var gået over til værkets
anden hoveddel: »den typiske Kristus-fremstillings historiske udvikling».
Havde han, uden at prøve på at udlede Kristus-billedet fra hedenske
gudebilleder, blot givet os den historiske udviklingsgang med det liv
og den veltalenhed, hvormed han plejer at skildre, vilde man have
fulgt ham med üblandet glæde. Udviklingsgangen er følgende.
Han begynder med den betragtning, at det var »et moment i
menneskehedens store, af Gud lagte opdragelsesplan, at der ikke skulde
existere noget virkeligt billede af Kristus». Man kunde tilföje, at
det var en naturlig og nødvendig følge af det sted, hvor han kom
til verden. I et folk, der i følge sin hele religiøse anskuelse var
fjendlig stemt imod billedkunsten, var det hartad utænkeligt, at nogen
skulde udføre et portræt af en mand, der færdedes som lærer iblandt
den fattige almue. De ældste kristne havde intet billede af Kristus
og savnede det ikke. De indtog ingen fjendlig stilling lige overfor
kunsten; den var dem lige så god som ethvert andet håndværk; de
benyttede den, når de ønskede at anskueliggøre en eller anden kendt
historie som en billedskrift, om man vil. Kristus fremstilledes da
som et ganske ungt menneske, ikke 20 år gammel; det er den rene
uskyld. Intet individuelt træk udmærker ham, så man kan kun tale
om en typus i al almindelighed.
Trangen til virkelige Kristus-billeder synes først at have vist sig
hos de gnostiske karpokratianere, om hvem Irenæos siger, at de havde
Kristusbilleder af guld og sølv, som de opstillede ved siden af Py
thagoras, Platon og Aristoteles; og det er muligt, at det er en sådan
påvirkning, det skyldtes, når kejser Alexander Severus i sit huskapel
oprejste billeder af Orfeus, Abraham, Kristus og Apollonios fra Tyana.
De ægte kristelige fædre misbilligede denne kunstøvelse; Klemens fra
Alexandria udtaler sig bestemt imod billeder i de kristnes forsam
lingssale, og Tertullian udtrykker sig endnu stærkere og fordommer selve
286
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
