Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. GOOS
ordningens elasticitet er det bedste våben, den moderne stat ejer i
kampen mod socialismen.
Kredsen af de retlige livsforhold afsluttes med dem, der frem
komme ved og med de politiske samfund. Det politiske samfunds sær
kende er existensen af en med ydre magt udrustet, organiseret sam
fundsmagt. De særegne retsforhold, som opstå derved, have to hoved
forgreninger, dels med hensyn til det enkelte politiske samfund indad
til, dels med hensyn til berøringerne mellem de forskellige politiske
samfund. Derved fremkomme statsretten og folkeretten. Disse to dele
af retsordenen ere i alt fald de vigtigste i den nye gruppe, om end
også kommunen med rette opfattes som et selvstændigt politisk sam
fund. Kunde kirken overhovedet anerkendes for et politisk samfund,
vilde berøringerne mellem stat og kirke være et særligt og vigtigt politisk
retsforhold. Men den opfattelse, at kirken skal være rustet med ydre
magt, ligger ganske udenfor den rigtige opfattelse af retsordenens væ
sen, hvorpå den moderne stat hviler. Løsningen af alle retlige spørgs
mål om forholdet mellem stat og kirke ligger i de grundsætninger, der
gælde for den moderne stats stilling til åndslivets ydre fremtrædelses
former.
I særlig skarp form udpræger den moderne stat sin ejendommelig
hed i de statsretlige forhold, derved at den som grundlag for stats
organismen opstiller den politiske friheds princip, hvorved dog ordet
»frihed» bruges i uegenlig forstand, idet der menes borgernes deltagelse
i den offenlige magts udøvelse.
Samfundspagtens doktrin kom med tilsyneladende lethed til be
grundelse af dette princip, som den døbte »folkesuverænetet», næmlig
som en menneskeret i kraft af ligheden; og den måtte da konsekvent
fordre en absolut almindelig stemmeret. Men hvad den kaldte almin
delig stemmeret, var det i virkeligheden aldrig, da mangfoldige .ude
lukkelser altid forudsattes: således af børn, af afsindige, af kvinder; ti
spørgsmålet om kvindens politiske ret er af langt senere datum. Men
menneskeretten lader sig ikke nøje med at påanke disse inkonsekvenser.
Den kuldkaster selv den absolut gennemførte almindelige stemmeret.
Den erkender ingen »folkesuverænetet», fordi den ikke anerkender no
gen suverænetet overhovedet.
Den moderne stat er imidlertid ikke solidarisk med hin doktrin,
hvor meget den end fra begyndelsen blev påvirket af den. For den
er det ingen inkonsekvens, at den ikke gennemføres ved virkelig al-
328
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
