Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ROMANCERO.
trædende episk karakter. Oversætterens ret udforlige Indledning er
væsenlig hentet fra D. Agustin Durans store romansesamling; den
spanske lærdes i det enkelte gående inddeling af hans fædrelands
folkepoesi kunde vistnok godt undværes eller burde i alt fald med
deles i en adskillig mere simplifiseret skikkelse, især da langtfra alle
dens afdelinger ere repræsenterede i hr. Richters lille samling. Med
hensyn til valget af romanser i det hele kan måske også göres en
og anden indvending: det er kendeligt, at oversætteren har villet holde
sig til de egenlig fortællende, virkelig gamle folkesange, men det er
ikke altid de ældste, der ere de mest poetiske, hvad der interes
serer litterærhistorikeren mest eller er en spansk patriot dyrebarest,
falder ikke altid sammen med det, der mest behager en ikke-spansk
læser med almindelig sans for poesi. Derfor kunde nogle af de se
nere, mere lyriske romanser, (som de dejlige smådigte i folkestil af
Castillejo, Gil Yicente, Lope de Vega, Gdngora o. fl.) have taget sig
godt ud iblandt de gamle heltesange.
Angående det versemål, der var at benytte ved oversættelsen, har
hr. Richter åbenbart været i tvivl. Det er ganske rigtigt, hvad han
siger i indledningen, at i mange tilfælde har det spanske romansevers
så godt som slet ikke nogen trokæisk karakter; det fra Herder lånte
metrum, der almindeligvis bruges i oversættelse fra spansk, svarer
lige saa lidt til romansernes originale versemål som »Peder Pårs’s»
aleksandrinere til de Moliére’ske komediers. Når man f. e. hører
spanske skuespillere deklamere romansevers og redondillas, der jo
endnu bestandigere de mest anvendte i dramaet, skal der ikke noget
særlig fint øre til at mærke, at de lyde ganske anderledes end de
danske trokæer, vi træffe hos Heiberg, Paludan-Muller og Ibsen.
Gennemlæser man de seks förste linjer af rom. nr. 123 i Wolfs og
Hofmanns »Primavera y Flor de Romances», kunne de med rigtig
spansk betoning kun lyde:
Al pie de~unä vérdé häyä
estäba~el mörö Gålvän;
mirakel cåstlllo de Brénä
dönde
de riendäs tiene~el cäbällo,
qiie nön lo quiere söltär.
Her er der jo umådelig lidt at spore af trokæer, og det hele
klinger snarere som jamber, så at en formtro oversættelse af disse
linjer til dansk, med vort sprogs udprægede stavelseaksent, vil blive
ganske i jambisk versemål. At søge oplysning i melodierne til folke
sangene er forgæves; ti den spanske musik vender op og ned på or
denes betoning i samme grad som den franske: Borggreens samling
af spanske folkesange afgiver beviser nok derpå, således nr. 1,4, 6
o. fl. Da det imidlertid er en næsten uopfyldelig fordring at stille
355
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
