Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISLAND.
og bredere fjord, der i klart vejr ses begrænset af Snefjældsnæssets
bjærgkæde, indtil yderst i nordvest den sjælden svigtende Snefjælds
jøkel i 18 miles afstand bæver sig op over bølgerne som en snehvid
aldeles regelmæssig kegle, med bred fod, og den øverste spids af
skåren ved et balvmåneformet indsnit, der lader den ende lige som
med to små horn. En vinterdag, når fjorden ligger blikstille og af
den reneste blå farve, der endnu mere fremhæves ved de små flade
gråbrune holme, der ligger spredte udenfor Reykjavik, eller en som
meraften, når den store glødende sol, idet den forsvinder bag jøklen,
aftegner fjældenes konturer dobbelt skarpt og smukt og meddeler
både fjælde og himmel, men navnlig søen, de skønneste farver, så at
denne spiller med en forunderlig vexslen af rødt och violet i alle
overgange, medens brede striber, de såkaldte »alvebånd» (ålfabönd),
ifølge folketroen kølvandet efter alvernes (de underjordiskes, elle
folkets) både, strækker sig hen over den stille overflade, fremkalder
denne udsigt en så højtidelig men tillige smuk og mild stemning, at
man ikke kan andet end forsone sig med egnen trods dens klipper
og grus».
En annan utsigt nämligen vid västra kusten af Islands största
insjö, pingvallavatn, beskrifver författaren sålunda (del I s. 87): »To
i søen udløbende regelmæssig formede klippenæs med en kyst så lige
og lodret, som var den afskåren ved kunst, danner en smuk aflang
lille bugt, op fra hvilken et ikke stort men vildt og romantiskt parti
strækker sig med smalle, langagtige dale eller rettere kløfter, sønder
skårne og begrænsede af vulkanske höje, i baggrunden klipper og
större og spidsere fjælde, alt i livlige sorte og grönne farver de
sidste frembragte ved småskov eller, endnu oftere, det skuffende
grönne mos, der her overalt bedækker det gamle hraun [= lava], og
som man i det hele hyppig finder på de vulkanske fjældheder om
kring Hengilen [= fjäll, sydväst om fjfngvallavatn]. Ud over søen
møder öjet først de to i denne liggende holme, egenlig kun to små
fjælde, der altid synes lige nær, hvor ved søen man så befinder sig;
i nord och syd hæver sig bag søen fjælde, også på kysten lige over
for ses sådanne spredte».
Vägen in på den gamla altiugsplatsen och denna tecknar för
fattaren också väl (del I sid. 90): »Da skråner stien pludselig ned
mellem nogle hraunblokke, drejer pludselig til venstre og forvandles
til en stejl trappe, der parallelt med klippevæggen, mellem denne og
en fremspringende hraunblok, ligger ned til bunden af kløften. Det
er nemlig Almannagjå (Aira an nagja, gjå o: kløft), som man nu er i
færd med at stige ned i, og dens höje vestlige væg, gennem eller
rettere på skrås ad hvilken den omtalte sti ligger. Den flade hen
ved 100 fod brede, græsbevoksede bund har til venstre en over
hundrede fod höj, lodret mur, til höjre en langt lavere (40—50) og
365
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
