Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KANTS JUBILÆUM
Kriticismen har således methode tilfælles med dogmatismen, men
dens indhold eller de objekter, den behandler, er empirismens. Man
havde forhen kun havt de to combinationer:
1) rationalismus, transscendens
2) empirismus, immanens
Kant danner 3) rationalismus, immanens.
Vi har efter Kant en erkjendelse, der er uafhængig af erfaringen; men
på den anden side er den kun bestemt for erfaringen. Denne syu
these er ingen yderlig: det rationalistiske er helt igjennem bestemt ved
det empiriske, og det empiriske ved det rationalistiske. De aprioriske
elementer er ikke som hos Descartes begreber, der ligger færdige i
sjælen forud for al erfaring; men de udvikler sig kun i og med erfaringen,
om de end ikke udvikler sig af erfaringen. Disse aprioriske begreber
har heller ikke uden videre gyldighed for gjenstandenc; kun når vi
ser den rationelle erkjendelse i forhold til erfaringen, som det, der
alene gör erfaringen mulig, har den gyldighed for gjenstandene. På
samme måde er det empiriske i Kants filosofi rationaliseret. Når han
indskrænker erkjendelsen til erfaringen alene, begrunder han dette ud
fra principer a priori, altså på rationalismens vei.
Lad os betragte denne synthese fra et andet synspunkt. Empi
rismen holdt sig til det i erfaringen givne, men fornegtede også ofte
ligefrem alt, hvad der lå udenfor erfaringen, såsom Gud og udødelig
hed. Dogmatismen påstod derimod, at disse begreber var de, hvorpå
vor erkjendelse först og fremst gik ud. Her træder Kant atter formid
lende ind. Han giver empirismen ret deri, at disse oversandselige be
greber ikke er nogen gjenstand for vor theoretiske viden. Med dog
matismen er han enig i existensen af sådanne oversandselige gjenstande;
men han benegter, at vi kunne erkjende dem. Disse begreber fordres
derimod absolut af vor moralske tro. Religionens grundsaudheder var
således sikrede mod ethvert angreb fra videnskabens side.
Dogmatismen havde ingen tvivl næret om, at den kunde erkjende
tingene, sådan som de i virkeligheden er. Dens organ var jo for
nuften, der i modsætning til vore sandsers subjektivitet var objektiv
d. e. gav os objekterne, sådan som de er i sig selv. Empirismen der
imod, der tog sit udgangspunkt i sandseforncmraelserne, erklærede al
vor viden for subjektiv. Man havde altså havt:
1) rationalismus, objektivismus
2) empirismus, subjektivismus
625
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
