Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. ROSENBERG.
I sidste tilfælde derimod vil man snarest trække den tonelöse stavelse hen
til den tonevægtige, så at det svage taktslag falder bagefter, d. v. s. i
pavsen mellem halvversene:
Sker dette imidlertid for tidt, er der fare for, at verset deler sig i to
treleddede vers, samt at det svage taktslag i hvert bliver stærkt eller dog
bytter plads med et af de stærke, og så have vi et nyt versemål, hvad
der især bliver kendeligt, når også de kvindelig endende vers sammen
rimes (»Hildebrands-strofen» t. ex. i »Frithiof hos Angantyr»). Det midterste
tveledsrum kan være bygget på mange andre måder, som dog hver især
er sjælden: halvversskellet kan falde lige efter den stærkt tonevægtige
stavelse (b, g, i, 1) to pladser kunne stå ledige (g, i, 1) stundom tre (q), andet
halvvers kan begynde tonevægtigt (q, r); omvendt kunne alle tveleddets rum
være udfyldte og halvversskellet da falde enten efter den svagt tonevægtige
stavelse (v—x) eller foran den (t). De på skemaet fremstillede figurer
give kun en ringe forestilling om variationernes mængde; blot ved gen
nemlæsningen af en eneste vise, vil man stöde på flere, som her ikke
ere nævnte. Ide andre to tveledsrum, Iste og 3dje indtræde pav
serne sjældnere; det er netop især der, at det for rytmens opretholdelse
fornödne skifte mellem udfyldning og pavser skal foregå. Af de to slags
pavser, som ere mulige, er pavscn foran det svage taktslag atter her ulige
hyppigst (a—d, g, h, t, u i förste tveled, b, g, 1, p—x i andet tveled),
derimod efter det svage taktslag sjældnere (p, s, ti förste tveled, c, k i
andet tveled), dog hyppigere, end i samme forhold som på skemaet
antydet.
Men hvordan kunne pavser finde sted så tidt? Vil ikke den stærkt
tonevægtige stavelse i sammenstod med en svagt tonevægtig altid göre
denne tonelös? Kan da under fremsigelsen om sangen tale vi ikke
pavsen opretholdes uden en unaturlig og derfor i gode vers utilladelig
tvang på deklamationen? Her mode vi en fordom mod tonevægtige sta
velsers sammenstod, som stammer fra klassisk og fransk dannelse, men
som ingen hjemmel har i vort sprog, en fordom, der længe har skilt
digterne ved brugen af dets ypperste og ejendommeligste metriske virke
midler; og netop på dette punkt viser den yngre toliniestrofes for
trinlighed sig allerklarest.
For det förste beviser dens stærkt udprægede rytme, når man först
har den i öret, at når der er ordskel mellem de to sammenstødende sta-
500
i b i i b M b b 7 M I I
T 9 1 9 1 & » 1 0 9 1 * \ ø » s e I• *
-Så gick bonden vä-gen || —åt hö-ga bär-get låg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
