Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SANDHED PÅ SCENEN.
Ja, i et og samme tilfælde sker det ofte, at stemmen griber til ganske
forskellige tonevirkninger for ret at blive indtrængende.
Det svenske publikum har havt bevis derpå i Ristoris spil, hvorledes
hun kunde hviske, hurtig og tonlöst i kvalt raseri, og så pludselig stödvis
slippe stemmen ud som lynglimt af en tordensky, indtil på en gang
skyen brast og hele kraften af uvejret bröd lös, og så blev hun træt,
stemmen sank igen og döde hen i en afbrudt, klynkende, bönfaldende
hvisken.
Man har også i Stockholm havt lejlighed til at höre, hvor ledes Sarah
Bernhardt forstår at modulere sin vidunderlige stemme. I Fedora havde
hun anledning til omtrent at benytte den i alle mulige tilfælde. Og
det var da ikke blot i de store, lidenskabelige scener, hvor den hörtes i sin
svageste hvisken og aldrig blev hård, selv ved de stærkeste udbrud, at
den gjorde en så indtrængende virkning, men måske alier mest i de förste,
roligere scener af förste akt, hvor hun forstod at anvende den i de fineste
nuancer. Man vil måske erindre det sted, hvor hun finder sin elskedes
fotografi på bordet, tager det langsomt op og betragter det længe
virkelig betragter det, ikke blot poserer foran det —, og man vil
måske huske, med hvilket udtryk i stemmen hun sagde: »Il est mieux!»
Just med sådanne forskellige aftoninger anvende mennesker deres
stemmer i livet, sådan tale de, sommetider hurtig, så atter langsomt,
snart hviskende og snart truende; men man prædiker ikke i en jævn
tyk, ensformig tone, allermindst hvis man er grebet af lidenskab.
Som et exempel på, hvilken virkning et stemmeudtryk kan gore,
kan også Rossi nævnes, som optrådte i Paris for nogle år siden med en
temmelig dårlig troupe på et mindre theater, og en aften havde til sin op
gave at deklamere et digt om Christopher Columbus. Han kom ind i
sort kjole og hvidt halstørklæde med hatten i hånden, og sådan satte han
sig på en stol og forestillede den gamle Columbus, som i sin alderdom
sidder og fortæller sin ungdoms storværk. Han beskriver, hvorledes han
styrede ud på det übekendte hav, for at finde det übekendte land, som
han troede på. Först sejlede han længe, længe, og længe slår mandskabet
sig til tåls, men så får deres tålmodighed ende, og de begynde at göre
mytteri, först en dæmpet, brummende uro, så lydelige, truende ord, og
så tilsidst skrig og alarm, vilde trusler mod den mand, der har fört dem
ud til deres undergang, ud på dette hav, hvor intet land er at öjne, men
kun det store, uhyggelige, endelöse bölgedyb.
339
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
