Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HELENE NYBLOM.
Columbus kan ikke berolige dem, han ser jo også selv kun dette
endelöse, öde hav, og han kan ikke længer meddele de andre sin faste
tro på det usynlige. Men da lyder på en gang en stemme. Den kom
mer fra en skibsdreng, der er kröbet höjt op i masten for at holde ud
kig, en spæd, fjern stemme, höjt oppe fra: »La terra!» Og denne svage
stemmes råb gjentages af en, af flere, af alle, indtil hele mandskabet er
et eneste jubelråb over frelsen, der steg op over havfladen. Blot denne
svage stemme, kommende som langt borte fra, var som det förste syn
på den übekendte, nye verden, som den store mand havde troet på.
Der fandtes neppe nogen blandt tilskuerne, som ikke fölte en gysen ved
dette svage råb: »la terra!», og der var neppe nogen, der tvivlede på, at
det jo var Columbus selv, der fortalte det, og slet ikke en mand i en
sort kjole og med hvidt halstorklæde.
Ja, det er sikkert, at hvor den ægte, den störste dramatiske evne
lindes hos en kunstner, der erstatter den al fraværelse af kostumer og
dekorationer; men for de mindre fortræffelige er jo alt ydre en hjælp,
og selv for de bedste kan en hjælp være velkommen; kun skal man
ikke, som vi ere ifærd med at göre, ophöje hjælpemidlet til hovedsagen,
så man tilsidst.går i theatret, ligesom man går for at se et smukt panorama
eller et karnevals optog, men ikke for der at berige sin åndelige erfaring.
Sarcey udtaler sig også om denne sagernes tilstand i Paris, og hans
kritik er altfor træffende til at jeg kan lade være med at citere ham.
»Der er nu for tiden en meget stærk tendens hos forfatterne til at til
skære deres stykker således, at hver akt udgör et billede, som for pu
blikums öjne genkalder et eller andet mer eller mindre pittoreskt stykke
af det virkelige liv. Det, som det nu for tiden gælder om, er at give
dekoratörcrne og regissørerne anledning ti at copiere, være sig en ba
negård, en fængselsgård eller en meget sögt doctors modtagelsesværelse,
med ét ord, et af de steder, som ere karakteristiske for nutidens liv.
Det er med vore dramaer nu for tiden som med de juleböger, hvor
illustrationerne udgöre det vigtigste. Texten er der kun for at berettige
og forklare gravurerne. Jeg tror, at det er en genre, man snart vil
blive ked af, da den just ikke forer synderlig langt. Man vil snart
have opbrugt alle de steder, der ere passende til at illustreres fra thea
tret. Det er vel sandt, at vi endnu ikke have set hospitalet på scenen,
men man må tilstå, at det just heller ikke er et videre opmuntrende skuespil.
I »La Charbonniere» (Hector Cremieux og Pierre Decourcelle, Gaité")
overværede vi en gammel synderskes död, som midt under dödsralningerne
340
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
