Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JUL. LANGE.
I Davids egne ytringer som taler og i hans arbejder som kunstner
allerede för revolutionen ere de kristelige forestillinger konsekvent for-
O O
trængte af antike eller af moderne fra hans egen samtid. Men han
hörte jo også til det, som man kunde kalde revolutionens aristokrati
han må tilgive mig dette afskyelige ord! —; det vil sige til dem,
som angav tonen for den nye dannelse; og kendetegnet for dem var,
at de ikke talte om Jesus og apostlene, men om »Cato, Aristides,
Sokrates, Timolcon, Fabricius og Phocion». Men deri var der noget
kunstig tillært og lidet folkeligt. Kunstnere og lærde havde ligesom
arbejdsmænd og håndværkere lært katholicismens børnelærdom i en
alder, da den ikke glemmes igen. Den kristelige kunsts traditioner
havde David nolens volens fået indpræntet på hundrede måder i Frankrig
og Italien; reminiscenser af den måtte bestandig være ham nærværende
og blande sig med de forestillinger om mennesket i dets nye, genoprettede
fuldkommenhed, som han havde öst af antiken og af den nye tids ideer.
I den tale, hvormed han afleverede sit billede af Marat til natio
nal-konventet, forekommer der foruden udæskninger og trusler om
hævn over modpartiet også ord, som kunde forsynes med parallelstedcr
fra det nye testamente; »Kommer alle hid, moderen, enken, den fader
löse, den undertrykte soldat, alle I, som han har taget i forsvar med
fare for sit eget liv! kommer hid og betragter eders ven. Han som
vågede for eder, er ikke mere han er död, idet han gav
eder sit sidste stykke bröd, han er död uden at have nok til sin egen
begravelse Menneskehed! Du skal sige til dem, som kaldte ham
en bloddrikker, at aldrig har dit yndlingebarn, aldrig har Marat fået
dig til at udgyde tårer.»
Tanken står stille. Et eftermæle, som svinger imellem at anses
for det uskyldigste lam, ja for en Jesus Kristus eller endnu noget
mere og at anses for en bloddrikker og en massemorder! Vi, som
ere oplærte til at betragte Marat meget mere som det sidste end som
det förste, finde ham omtalt med de oven anförtc ord ikke af en eller
anden tilfældig skryder, men af en sjælden og betydelig mand, som
har et varigt navn i menneskehedens kulturhistorie, en mand med
meget store, klart og höjt udviklede evner, en mand, som historien
hverken kalder slet eller ond, om den end kan have meget at be
brejde ham. Det er jo endelig David og ikke os, der har været øjen
vidne til Marats færd. Sladde hans opfattelse virkelig være den sande,
eller i alt fald sandere end nutidens?
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
