Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. LANGE, OM SINDSBEVÆGELSER.
disse ved kunstige midler eller sygelige tilstande fremkaldte affekter ikke
ere »virkelige» sindsbevægelser, kan ban altså som sit endelige resultat fast
slå : at den enkelte sindsbevægelse kun er fornemmelsen af de forstyrrel
ser, som ved en eller anden årsag fremkaldes i det vasomotoriske nerve
system og derigennem får indflydelse på alle legemlige organer. Når år
sagerne ere forskællige, vil også den vej, ad hvilken den fremkaldte bevæ
gelse forplanter sig, være forskællig. Et sandseindtryk, der fremkalder en
»smærtelig erindring», går naturligvis en langt större omvej i hjærnen
end en smærtelig legemlig beskadigelse; men hvilke end de årsager
ere, som fremkalde sindsbevægelserne, så mödes deres indvirkninger på
nervesystemet alle i ét punkt, det vasomotoriske centrum.
Det lader sig ikke nægte, at hele denne teori strider så stærkt som
vel muligt mod den populære opfattelse af sagen. Den, der föler en
hæftig glæde over at have vundet det store lod i lotteriet, vil rimeligvis
blive meget forbavset ved at erfare, at hans bevidsthed om den store
gevinst ikke har noget synderligt med hans glæde at göre; hvad han
föler, er egenlig kun den livligere blodtilströmning til alle legemets
organer ganske vist »belyst af erindringen om disse fænomeners
årsag», som prof. Lange siger. Men jeg tror dog, at de fleste ville
hævde, at denne belysning egenlig er hovedsagen, og så vidt jeg kan
skönne, må den fysiologiske psykologi her give den populære opfattelse
ret, idet den dog på samme tid med tak akeepterer alle prof. Langes
resultater. Der er nemlig slet ingen strid mellem disse, i alt fald blot
formelt, så længe bægge parter, prof. Lange og den populære bevidsthed,
hver for sig ensidig hævde deres opfattelse. I så korte træk, som en
anmelderes ringe råderum nödvendiggör, skal jeg söge at påvise, hvor
ledes psykologien her kan bringe forsoning til veje.
For det förste står prof. Langes teori i langt större overensstem
melse med den moderne psykologis opfattelse af forholdet mellem
sjælelige og legemlige tilstand, end forf. tror. Han angriber med
vægtige grunde antagelsen af sjælelige årsager til sindsbevægelsernes
legemlige ytringer, men der er rimeligvis kun få psykologer, der ville
antage, at angrebet gælder dem. I alt fald tör dette siges om de
070 O o
fysiologiske psykologer, hvis hovedrepresentant er prof. Wuudt i Leipzig.
Det beror lige frem på en misforståelse, når prof. Lange af denne
sætning: »die åussere Bewegung entspringt stets aus der iuneren, der
Gemiithsbewegung» (Wundt Essays 1885, s. 235—36) vil udlede, at Wundt
antager sjælelige årsager til legemlige bevægelser. »Die innere Bewegung»
betyder i denne sammenhæng de centrale nervebevægelser, specielt forand
ringer i storhjærnens ganglier, som man, för prof. Lange havde skrevet sit
indlæg i sagen, måtte antage for den egenlige fysiologiske side af sinds
bevægelserne. At Wundt ikke har ment andet, fremgår tydelig nok af de
talrige steder i hans skrifter, hvor han omtaler forholdet mellem sjæl og
legeme; til overflod skal jeg anföre, at jeg netop for nylig har havt
329
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
