Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. LANGE, OM SINDSBEVÆGELSER.
en samtale med ham om dette punkt og blev bemyndiget til at rette
prof. Langes misforståelse. Såfremt altså den vasomotoriske teori ellers
er holdbar fra et rent fysiologisk standpunkt, hvad jeg ikke er kom
petent til at rejse tvivl om, så ville psykologerne modtage den som en
yderst værdifuld berigelse af deres indsigt.
Tilbage står nu kun at påvise, hvorledes den vasomotoriske teori
og den populære opfattelse kunne bringes i overensstemmelse, og dette
göres allerlettest ved at gå ud fra selve forf:s fremstilling den med
förer nemlig som nødvendig konsekvens, at der må lægges en langt
större vægt på »belysningen», årsagen til forstyrrelserne, end forf. er
tilbøjelig til. Ja, jeg tror, at, hvis han ikke havde behandlet alle
videnskabelige psykologiske betegnelser med så stor ligegyldighed, så
var den tilsyneladende skarpe modsætning slet ikke fremkommet. Men
prof. Lange gör ikke rede for, hvorledes den forandrede blodtilströmning
til legemets organer psykologisk set kan blive en sindsbevægelse. Han
taler, som om disse forandringer skulle opfattes som identiske med
sindsbevægelsen, medens meningen jo dog må være, at sindsbevægelsen,
den sjælelige tilstand, er fornemmelsen (med de dertil knyttede lyst
og ulystfölelser) af de legemlige forandringer. Har jeg fået så stor en
dosis haschich, at jeg falder hen i den dybeste sövn, så föler jeg trods
alle vasomotoriske forstyrrelser ikke spor af sindsbevægelse, lige frem
fordi alle disse forstyrrelser ikke komme til min bevidsthed. Altså:
affektens legemlige side er de legemlige forandringer, sindsbevægelsen
selv er fornemmelsen af disse forandringer (den glade foler sig let,
föler sig varm etc.). Men hvorledes komme forandringerne da til
bevidstheden? Naturligvis gennem sandsenerverne, som forgrene sig
over alt i huden, musklerne, tarmene o. s. v. Når der altså opstår
forandringer på disse steder, fremkaldte ved vasomotoriske forstyrrelser,
så komme disse forandringer til bevidstheden som en række af fornem
melser, hver især med sin »fölelscstone», d. v. s. med en fölelse af lyst
eller ulyst ved fornemmelsen. Men når altså prof. Langes teori forud
sætter, at der til alle fornemmelser af de indre organers tilstand er
knyttet fölelser, hvorfor så ikke antage således som psykologien
faktisk gör det —, at der er knyttet fölelser til alle sanscforncmmclscr?
Efter prof. Langes opfattelse skulde glæden over en smuk farvesammen
stilling först opstå, idet synsindtrykket fremkaldte en vasomotorisk
forstyrrelse, hvis indflydelse på de legemlige organer derpå fornemmes
og foles. Men hvorfor i al verden dog antage, at min temperatur og
muskelsans alene er istand til at vække fölelser? Fölge vi prof. Lange,
så gå vi en lang og överflödig omvej, og vi udviske tillige hele for
skællen mellem fölelse og sindsbevægelse. Fastholde vi derimod psy
kologiens almindelige opfattelse, så tjæner prof. Langes teori til på den
smukkeste måde at forklare sindsbevægelserne. I korthed bliver for
holdet da dette. En fölelse er den tilstand af lyst eller ulyst, som
330
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
