Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. A. LUNDELL, OM RÄTTSTAFNINGSFB.ÅGAN.
rende former. Hans kamp f. eks. for de berygtede hårde konsonanter
liar snarere været fört på grundlag af disse konsonanters norskhed, end
fordi vi nu engang i visse ord har dem; derfor skriver han også viten
skap, vitne, hvor t fonetisk er ligeså urigtigt som d i vide. Knudsen
vil ikke blot skrive sproget, som det lyder, men således som det efter
hans mening burde lyde (jfr hans mage, hugse, sælje, istfr. de faktiske
mave, hus(k)e, sælle), et princip, som i sin yderste konsekvens vilde före
os ind i en ny »historisk» ortografi. Og selve Stockholmermodet var
jo egentlig et udslag af skandinavismen; dets opgave var ikke at skaffe
de tre nordiske lande en efter hvert folks udtale afpasset ortografi,
men at bringe större overensstemmelse tilveie mellem de nordiske
skriftsprog, det vil sige mellem svensk og »dansk-norsk»; et særeget
norsk skriftsprog var ikke engang på tale. Endog Hazelius, hvis bog
Om svensk rättstafning er et af de ypperligste og grundigste indlæg i
striden, kan ikke ganske lösrive sig fra den gamle kjærlighed til ety
mologien, som han kalder »ariadnetråden, som räddar ur den ovisshet,
hvari stundom det nuvarande uttalet lemnar oss».
Men kampen må föres på den videnskabelige fonetiks basis. Vist
nok er, som hr Lundcll fremhæver, retskrivningsspörsmålet et socialt
og pædagogisk spörsmål; men det vilde være höjst urigtigt derfor at
mene, at det ikke har noget med videnskaben at bestille. Ligeså godt
kunde man då fråkjende Pasteurs undersøgelser om hundegalskaben
retten til at kaldes videnskabelige, fordi disse undersøgelsers störste
betydning også er af social natur. Det er derfor fonetikerne, hvem
det nærmest påligger at före sagen igjennem, ikke så meget ved at
opstille regler for skriften som ved at oplyse om, hvorledes man taler;
ti det er dette, som det store publikum ikke ved. De fleste hænger i
skriften og tror, at de også udtaler de lyd, som denne antyder. Så
længe man er hildet i denne vildfarelse, nytter det lidet at træde i
skranken for en forbedret ortografi, der for de fleste vil være ligeså
uforståelig som den gamle, der ialfald har det fortrin ikke at være ny.
Mange forveksler det ligefrem med en bestræbelse efter at forandre
udtalen i vulgær retning. Andre, som vel er komne udover det stand
punkt at anse den nuværende ortografi for lydret, mener dog, at den
fremstiller den ædle, rigtige udtale, som et dannet menneske burde
stræbe efter at tilegne sig, og enhver forandring af denne biir da for
dem en legitimisering af den daglige tales slurverier, som de på dan
nelsens vegne finder sig forpligtede til at protestere mod. Endelig er
der også nogle, som lever i den tro, at den nuværende ortografi er
»historisk», d. e. vistnok ikke fremstiller vor udtale af ordene, men
vore fædres, og som derfor anser denne ortografi for en hellig arv,
som det er enhver brav mands pligt at værge mod samvittighedslöse
angreb, der vil »odelægge sprogets historie». Det er det samme syn
på sagen, som fört over på det praktiske livs område, vilde lade f. eks.
332
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
