Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f. H. ASCHEHOUG, DEN NOKDISKE STATSRET.
parlamentariske. Alle de så kaldte borgerlige friheder, de passive
rettigheder, som man fra et vist synspunkt kunde kalde dem, ere
for længst og uigenkaldelig sikrede dem: tale- og pressefrihed, for
samlings- og associationsfrihed, religionsfrihed o. s. v., o. s. v. Ligeså
de aktive konstitutionelle rettigheder: folkets deltagelse gennem re
præsentationen i lovgivningen og bevillingen. Det kritiske öjeblik
indtræder imidlertid, hvor majoriteten i det konstitutionelle prin
cips navn kræver parlamentarismen, og herom er det jo, at nutidens
kamp står. Efter nogies mening behöve disse to ting aldeles ikke
at höre sammen, og der er en moderne skole af statsretslilosofer,
som med stor sindrighed har forsögt at drage skillelinien; for andre
ere de to ting identiske, de kunne slet ikke forestille sig, at de
kunne skilles ad, og disse politikere kunne til stötte for deres mening
henvise til konstitutionelle lande, hvor endog en rent formalistisk, en
aldeles brutal parlamentarisme er blevet betragtet som en uundgåelig kon
sekvens af det konstitutionelle. Den mening, som tiltaler os gamle »dok
trinære» mest, men som rigtignok ikke er i synderlig kurs for øjeblikket,
går ud på, at parlamentarismen vel er målet, det konstitutionelle livs fine
ste blomst, men at den ikke lader sig fremtvinge, når der ikke tillige er
andre betingelser til stede end den blotte konstitutionelle jordbund med
dens blot og bart numeriske flertal, og at den, selv hvor den er drevet
frem, må visne, når hine betingelser mangle. Når Englands Magna
Charta efter århundreders strid og arbejde omsider skod den parlamen
tariske blomst, hvilket jo endda efter nogle historikeres opfattelse
först til fulde er sket under dronning Victorias regering, men i alt
fald ikke kan sættes tidligere end George den tredies dage, så var
det, fordi dens samtlige livsbetingelser vare komne til stede. Der
er intet land i verden, siger Macaulay, »hvor aristokratiet har været
så demokratisk og demokratiet så aristokratisk som i England»: her
har man en af hovedfaktorerne, men der er naturligvis mange andre.
Parlamentarismens livsbetingelser i det hele have imidlertid væsenlig
forandret sig i vore dage efter valgrettens udvidelse og efter de
nye samfundsideers udbredelse i England; men fölgen er også, at
man nu med fuld föje kan anvende den ytring, som prins Albert så
übetænksomt brugte under Krimkrigeu for tredive år siden; »parlia
mentary Government is on its triah . Det sidste år har været vidne
til det fænomen, at et ministerium har regeret med et afgjort mindre
tal; og det, der nu sidder ved roret, har kun flertal, så længe en
udskilt fraktion af modpartiet stötter det. Tilstanden i det parlamen
tariske mönsterland er abnorm.
Under kampen; på den ene side for at tvinge parlamentarismen
frem, på den anden for at holde den nede, går det ilde med de
skrevne forfatninger. Der rives og slides i dem; den ene og den
anden bestemmelse, der kun har fornuftig betydning under begræns-
553
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
