Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Afgrunden, og hvor det virkelig og for Alvor er tilstede, der
maa der ogsaa være Tanker i Sjælen, der minde om
Dæmonernes Frafald. Men hvo der grubler over Sligt, han tvinges
naturligviis til i mange Tilfælde at yttre sig med Forbehold,
og han vil, hvis han ellers er sig selv mægtig, have een
Tale for Verden og een for det afsides Lönkammer.
Heraf bliver det da begribeligt, hvorfor Dictionen i
Macbeth, idetmindste hvad Hovedpersonen angaaer, er saadan,
som den er; thi naar Fremmede ere tilstede, maa han stræbe
at afveie sin Tale saaledes, at ingen Uvedkommende skal
gjette, hvad der forberedes i hans Sjæl; naar han derimod
er alene med sig selv eller med sin Hustru, eller naar han,
uagtet Andre ere nærværende, dog overvældes af den
hemmelige Magt i sit Indre, da aabnes den vilde Vulkan i hans
Bryst, da fortrænger tidt det ene Billede det andet, ligesom
Skyer, der jages af Stormen, da höre vi dette bestandige Ja
og Nei ved Siden af hinanden, denne Selvmodsigelse, hvori
endog Afgrundens Magter maae afgive Vidnesbyrd om Lysets
Herlighed.
Iövrigt har der heller ikke i den senere Tid manglet
paa Skildringer af en saadan Sjælstilstand, og da de Digtere,
der leverede disse Skildringer, som oftest ikke vare ganske
uberörte af det Onde, de fremstillede, saa kunde det ikke
feile, at de, naar de saaledes med Talent gjengave den
Adsplittelse, under hvilken de selv til en vis Grad lede,
ogsaa maatte frembringe en stor Effect. Denne
Hemmelighedsfuldhed, disse Blink fra Afgrunden, der pludselig igjen aflöses
af Mulm og Dunkelhed, disse Rædselsskrig af en Sjæl, der
sönderrives i sit Indre, og der saaledes i sin Fortvivlelse vel
er istand til at finde Udtryk, som ellers kun de mægtigste
Genier kunne raade over: alt dette maatte nödvendig gribe
Tilhörerne og fængsle deres Opmærksomhed. Men den
Forskjel er der dog mellem Shakspeare og hine Digtere, at
disse som oftest selv ere smittede af det Dæmoniske,
hvorimod han, uagtet han dybere end nogen Anden har
fremstillet det, dog (ligesom ogsaa Göthe i sin Faust) staaer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
