Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et Varsel om, at noget Ondt, trods hans Helteseier og al
den ydre Herlighed, hvori han fremtræder, dog maa gjære
i hans Indre. Men idet Digteren henpeger herpaa, giver
han os tillige et Vink om disse Qvinders Væsen, der,
ligesom vilde Ravne, drages til Valpladsen og lugte Forraadnelsen,
for den endnu er synlig udvortes. Iövrigt dvæle de kun
et Öieblik, som sagt, og synes at fare forbi ligesaa hurtig,
som Uveiret, der fölger dem.
Disse Qvinder ere da ikke Dæmoner, idetmindste ikke
i den Betydning, vi udviklede ovenfor. De have aldrig seet
de himmelske Boliger, og have da heller ikke nogen Glands,
der minder om en svunden Herlighed. Ikke destomindre
staae de dog i Forbindelse med Dæmonernes Verden, og
tilsidst udtale de ogsaa et Par Ord, der synes at hentyde
herpaa. „Smukt er stygt”, sige de, „og Stygt er smukt”.
I disse Ord er netop den Modsigelse tilstede, der udgjör
de faldne Aanders Væsen. Denne Modsigelse, denne
Svimmelhed, hvori det Hæslige skal synes ham smukt, ville de
nu ogsaa udvikle hos Macbeth.
I den næste Scene see vi den Side af Maleriet, der er
vendt mod Verden, og det er, ligesom om vi lyttede til
Rygtets Tunger, der forkynde Macbeths Heltedaad over Landet.
Vi see her först den gamle Konge (Duncan), der af en
hjemvendende Kriger erfarer, hvad der er foregaaet i Slaget,
hvori Macbeth og Banquo strede mod Oprörerne. Denne
Scene vinder endnu i Liv derved, at det er en Kriger, der
er bleven saaret i Slaget, der fortæller den. Det er nemlig
klart, at denne Mand er i en feberagtig Spænding; saaledes
vorder da den stærke Pathos, hvori det ene Billede
fortrænger det andet, og hvori det, der alt er skeet, igjen,
ligesom Syner, iler os forbi, en Slags Indledning (som ogsaa
Tieck bemærker) til den febervilde Diction, der saa ofte
vender tilbage i denne Tragoedie. Desuden er der Noget
deri af hiin pompeuse Stil, hvori Rygtet ved slige Leiligheder
pleier at tale. Tilsidst bliver Krigeren udmattet af sine Saar,
saa han maa standse midt i Fortællingen, og saa vi et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
