Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udkastes, og hvortil Alt, hvad der tidligere er skeet, kun var
en Forberedelse.
Det er kun faa Ord, der vexles imellem Macbeth og
Banquo, efterat disse Troldqvinder ere forsvundne. „Jorden
har Bobler ligesom Vandet,” siger Banquo, „disse vare
saadanne, hvorhen svandt de?” - „I Luften,” svarer Macbeth,
„og hvad der var legemligt, smelted hen som Aandepust i
Vinden,” o. s. v. Saaledes taler den, der virkelig har
oplevet, hvad han omtaler. I disse korte og afbrudte Udtryk
faae vi et sandt Billede af det, der opfylder deres Indre,
en lang Beskrivelse vilde her have slaaet det Hele ihjel.
Nu komme to skotske Herrer (Rosse og Angus) fra
Kongen og bringe Macbeth det Budskab, at han virkelig er
bleven udnævnt til Than af Cawdor. Naturligviis gjör dette
Budskab et overordentligt Indtryk paa ham. „Glamis og
Than af Cawdor,” siger han, „det Höieste staaer end tilhage.”
Kort efter synker han saa stærkt hen i sine Drömme, saa
han aldeles ikke synes at mærke, at de Andre ere tilstede.
„See, hvor han staaer henrykt [rapt]” udbryder Banquo. -
„Vil Skjebnen have mig til Konge,” siger Macbeth ved sig
selv, „saa kan Skjebnen krone mig, selv om jeg intet gjör
dertil.” Det er en af disse bedre Tanker, som af og til
kæmpe mod hans forbryderske Villie, men som tilsidst dog
ikke kan standse den.
Hvad der gjelder om det dramatiske Kunstværk i
Almindelighed, gjelder ogsaa om hver enkelt Characteer deri,
eftersom hver af disse jo ogsaa bör være en i sig sluttet
Organisme. Med andre Ord: den förste Indtræden af en
Characteer er det egentlige fri Moment deri, der bestemmer
de övrige, hvilke nu med indre Nödvendighed maae udvikle
sig heraf[1].
Det er derfor ikke uden Grund, at Digteren alt i
Begyndelsen viser os Macbeth saaledes hensunken i sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
