Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
egne Tanker, at han ganske glemmer den ydre Verden
om sig; thi saaledes som vi her i Begyndelsen see ham,
saaledes vedbliver han at vise sig igjennem det hele Stykke,
kun med den Forskjel, at det, som her var blot Vink og
Antydning, senere fremtræder i fuld Udvikling med alle sine
Consequentser.
Men er dette saa, da see vi allerede her et af
Beviserne paa den forvildede Tilstand og den store
Selvmodsigelse i Macbeths Sjæl; thi han offrer hele sin indre
Verden, som han dog ifölge sin indadvendte Characteer
fornemmelig er henviist til, for den ydre Glands, som han
ifölge sit Væsen er bortvendt fra; saaledes mærke vi da
ogsaa i det Fölgende, at han neppe seer den Pragt og
Glimmer, der omgive ham, medens han næsten bestandig,
selv midt i Verdens Tummel, er alene med sine rædselfulde
Tanker, med det Helvede, han selv har antændt i sin egen
Barm.
Uagtet Macbeth og Banquo udvortes opleve meget
Lignende, og uagtet de begge hilses med Spaadomme, der
vel ere istand til at virke paa deres Ærgjærrighed og friste
dem til det Onde, saa mærke vi dog snart en
gjennemgribende Modsætning imellem dem. Macbeth giver nemlig
efter for Fristelsen, hvorimod Banquo, uagtet heller ikke
han, som vi skulle see, ganske gaaer fri for det Ondes
Anfægtelser, dog seirer derover. Deraf kunne vi vel med
temmelig Sikkerhed slutte, at der, som vi alt ovenfor med
andre Grunde troe at have godtgjort, har været en
tidligere Disposition hos Macbeth (en hemmelig Fordærvelse i
hans Sjæl), der gjorde ham mere modtagelig for det Ondes
Smitte, og at denne Disposition ikke saaledes har været
udviklet hos Banquo.
Men hvorfor fremstilles blot Macbeth her som den, der
lod sig forlokke til det Onde, da dog Historien lærer, at
Banquo var ligesaa skyldig som han? Dette skeer, siger
Malone (i sine Anmærkninger til tredie Akt af Macbeth), for
at smigre den da regjerende Kong Jacob, der nedstammede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
