Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvori Handlingen ikke rykker videre frem, og dog fortjener
den vei, at vi dvæle et Par Öieblikke derved; thi det er
ogsaa en af dem, hvori Digteren giver et Beviis paa,
hvilken Rigdom han er istand til at nedlægge selv i de Optrin,
der udvortes synes ubetydelige, og som de fleste Læsere
sandsynligviis ville glide let forbi, uden at værdige dem
nogen synderlig Opmærksomhed.
I denne Scene optræder igjen Kong Duncan med Fölge;
vi erfare nu, at den forrige Than af Cawdor alt har betalt
sit Oprör med Livet. „Jeg har talt med En, der saae ham
döe,” siger Malcolm (Kongens ældste Sön), „og der fortalte,
at han ærlig skriftede sit Forræderi, anraabte Eders Höiheds
Naade og viste dyb Anger. Intet i hans Liv anstod ham
saa vel, som hans Opförsel, da han forlod det.” Denne
Mand altsaa, hvis Sjæl var betynget med en saadan Bröde,
der havde tabt al sin ydre Glands, al sin Anseelse i Verden,
og der maatte lide en bitter og skjændselfuld Död, han kunde
saaledes endnu, uagtet sin svare Synd, haabe, at han skulde
finde Tilgivelse hisset; Macbeth derimod, der havde arvet al
hans ydre Værdighed, der glimrede som en Helt i Verdens
Öine, og der var hædret med sin Konges höieste Gunst, han
skjulte dog det i sit Indre, der var langt forfærdeligere, end
Alt hvad hiin havde gjort sig skyldig i. Hvo, der forstaaer
at skjelne mellem Skin og Sandhed, vilde ikke hellere gaae
Döden imöde, saaledes som hiin i Stövet nedstyrtede Mand,
end han vilde dele den forfærdelige Fortabelse, den
glimrende Elendighed, som deri udvortes lykkelige, den endnu
af Verden höit beundrede Macbeth gik imöde? Rigtignok
udtaler ikke Digteren her sin Mening ligefrem med Ord, men
han lader Gjerningen tale, han opstiller de to Livsbilleder
i deres Modsætning ved hinandens Side, og overlader det
nu til os selv, om vi ere istand til at fölge hans Tanker og
at forstaae hans Mening eller ikke.
Den, der vil læses af Efterverdenen, siger Lichtenberg,
maa ikke fortryde paa at henkaste Vink, hvoraf Andre kunde
udspinde hele Böger, i en eller anden Krog af sit Værk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
