Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Ærgjerrighedens Dæmon; men hans ædlere Villie er endnu
saa stærk, at han seirer derover. Saaledes lader Digteren
den ene Characteer tjene til Folie for den anden, for at
denne endnu stærkere kan udpræge sig for vort Öie.
Kort efter gaaer Banquo, og Macbeth staaer alene
tilbage; vi blive da Tilhörere ved en Monolog, der danner et
Sidestykke og dog tillige en Modsætning til den foregaaende,
og hvori de onde Tanker bryde frem med en saadan Magt,
at vi vel see, der nu ingen Mulighed er til at standse ham
paa den Vei, han vil gaae.
Der gives et Slags Naturalisme, der vei ogsaa af og til
i vor Tid gjör sig gjeldende, og som ligefrem forlanger, at
Monologen skal udelukkes af den dramatiske Fremstilling, da
jo dog Ingen i Virkeligheden taler saaledes med sig selv. Dette
beroer uden Tvivl paa en Forvexling af den ydre Virkelighed
med den indre Sandhed. I den ydre Virkelighed anvendes
Ordet ofte, som vi alt tidligere have bemærket, til at skjule
det, der boer inderst i Menneskets Bryst, og til at lade et
betydningslöst Skin træde i Sandhedens Sted. Men nu er det
jo netop en af Digterens vigtigste Opgaver at adsprede dette
Skin, det er hans Pligt at gjengive Menneskets Historie i
dristigere Stiil og med dybere Træk, saa at alt det
Uvæsentlige, den ydre Convenients, de hule Phraser, hvormed
Menneskene saa tidt söge at bedrage hverandre, blive til Skamme
og vises i deres Intethed, og saa at kun den indre Sandhed
bliver tilbage. Digteren, der laaner selv de lavere
Naturskabninger Ord og Tale, for at de derigjennem kunne
udtrykke deres Væsen, skulde han ikke have den samme Ret
med Hensyn til Menneskenes ellers skjulte Tanker? Vel er
det sandt, at Mennesket sjelden, naar det er alene, udtaler
sine Tanker höit, saaledes som Dramatikerne lade det skee,
men det tænker dem dog, og Digteren gjör ikke Andet end
at lade disse Tanker fremtræde hörlige for os. Idet vi
saaledes lytte til Sjælens stille Hvisken i Eensomheden, til
Hjertets hemmelige Tale med sig selv, lære vi först ret at
forstaae den dybeste og förste Grund til de Handlinger, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
