Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
höre Döden end Livet til. Hun döer jo ogsaa kort derefter,
og vi kunne da vel antage, at vi her have seet et Væsen,
hvis Regnskab alt er afsluttet hiinsides, og som alt her
begynder at bevæge sig i den Bane, der hisset er hende
anviist. Saaledes skal hun da, som en dybsindig Tænker siger[1],
gaae igjennem Aartusinder, bestandig alene, med Öinene
heftede paa sin Forbrydelse.
Denne Scene er stedse bleven betragtet som noget af
det Ypperste, den dramatiske Poesie har fremstillet, og uagtet
flere slige drömmevandrende Forbrydere sidenefter ere
skildrede, saa kan der dog neppe selv fra de bedste Digteres
Haand opvises Noget, der i denne Retning kan sammenlignes
dermed.
Hvad der end staaer tilbage (den egentlige Katastrophe),
kunne vi vel i Korthed omtale, thi den er kun det
nödvendige Resultat af det, som allerede tidligere fuldstændig i sin
Grund er tilstede.
Vi höre nu, at en stor Deel af de skotske Thaner have
forladt Macbeth, der har befæstet Dunsinan, hvor han mener
at kunne trodse sine Fjender, thi han stoler fornemmelig paa
Aandernes Spaadomme. „Lad dem Alle flye!” siger han;
„til Birnams Skov vandrer til Dunsinan, kan jeg ikke smittes
af Frygt.”
Tieck bemærker, at Macbeths Sprog efter hans sidste
Sammenkomst med Troldqvinderne har forandret Natur. „Om
det ogsaa för var dunkelt og febervildt,” siger han, „saa var
det dog storartet og tragisk; nu derimod er der kommet
Noget ind deri, der kunde kaldes forrykt, og selv naar
Tanken er ophöiet, saa hyller den sig dog ind i lave
Talemaader.” Paa flere Steder spores virkelig noget Saadant, skjöndt
det dog ikke synes mig saa gjennemgribende, som Tieck
antager.
En egen Blanding af Lidenskab med Lyst til at udtrykke
sig i lave Billeder yttrer Macbeth deels i en Samtale, som han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
