Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sildigere har med Lægen, deels i en lille Scene med en
Tjener, der bringer Efterretning om Fjendens overlegne Styrke.
„Djævelen brænde Dig sort,” siger han, „Du melkeblege Skurk!
Hvor har Du faaet Dit Gaaseblik fra?” Saaledes bliver han
ved, saalænge Tjeneren er tilstede.
„Jeg har levet længe nok,” siger han kort efter, „og
hvad der skulde fölge den höie Alder, som Ære,
Kjærlighed, Lydighed, Venners Skare, det maa jeg ikke tænke
paa; i disses Sted Forbandelser, ikke lydelige, men dybe,
Smiger, Mundsveir, som Hjertet gjerne vilde negte, men ikke
tör”, o. s. v.
Her hæver Dictionen sig atter, her höres en Gjenklang
af de Toner, der engang bevægede hans Bryst ; det er et af
disse Lynglimt, i hvilke han selv klart og skarpt seer, hvortil
hans forkerte Stræben har fört. Den gamle med Fortvivlelse
blandede Trods vender dog snart tilbage. „Jeg vil kæmpe,”
siger han, „til alt Kjödet er hakket fra mine Been. Giv mig
min Rustning!”
I en af de fölgende Scener höres Qvindeskrig indenfor,
derefter meldes det, at hans Hustru er död. „Hun skulde
være död senere,” svarer han; „da havde der været Tid for
saadant Ord.” Der findes neppe noget Sted i det hele Drama,
der stærkere vidner om, hvor ligegyldig, hvor forhærdet,
hvor kold for enhver Anden hans Sjæl er vorden, end netop
dette. Hun var jo dog hans eneste Fortrolige,
Deeltagerinde i hans Ærgjerrighed, i hans grusomme Planer, i hans
falske Glands, i hans förste dunkle Forbrydelse, hende
havde han dog vel engang paa sin Viis elsket, og nu har
han intet Meer at sige ved hendes Död, end disse knapt
tilmaalte, koldt henkastede Ord. Derefter fölger en bitter
Reflexion over Livets Intethed: „Alle vore Gaarsdage have
lyst Narre paa Veien til den stövede Grav. Livet er et
vandrende Skyggebillede, en Comoediant, som bryster sig en
Stund paa Scenen og derefter ikke höres meer. Det er et Eventyr,
fortalt af en Dosmer, fuldt af Larm og Raseri, der Intet
betyder.” Saaledes maatte det vel forekomme ham, der selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
