Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Er Yggdrasilsmythen af christelig Oprindelse, af Adjunct J. E. Thaasen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Culturforhold, og ei kan bringes i Samklang med germanisk
Aandsliv?
| —————— |
| 2. Den nordiske Mythologies Grundtanke og Hovedindhold. |
Forinden vi imidlertid söge at besvare de her opkastede
Spörsmaal, bliver det nödvendigt at kaste et betragtende Blik
paa den hele Mythologi. Er det nemlig for ret at forstaa
enhver anden nordisk Mythe nödvendigt at see den i den
hele Mythologies Lys, fordi Alt her bæres af samme
Grundtanke, saa er dette ikke mindre Tilfældet i en Undersögelse
om Yggdrasilsmythen, fordi denne giver et Totalbillede af
vore Forfædres Verdensbetragtning, d. e. indeholder i en
Sum deres hele Mythologi, altsaa: er tillige netop det
mythiske Udtryk for hiin Grundtanke, — saafremt den ellers i
Sandhed tilhörer dem.
Idet jeg altsaa i det Fölgende skal söge at opdrage
Grundlinierne af den Anskuelse, hvorpaa den nordiske og i
det Hele al germanisk Mythologi hviler, maa det være mig
tilladt, for med större Skarphed og Klarhed at kunne tegne
dem, sammenligningsviis at stille den græske op imod den.
Den græske Mythologi frembyder sig her af sig selv,
fordi den frembyder den störste Lighed. Det er nemlig
et Fællesmærke for de nordiske og de græske Guder, at de,
mere end andre, have frigjort sig for de mange Baand som
Symboler paa Naturkræfterne, og udviklet sig til klare,
individuelle Menneskeskikkelser. Begge Kosmogonier gaa ud
fra Naturens Guddommelighed (Pantheismen), og ende med
at sætte Mennesket, Naturens Ypperste og Naturens Herre,
paa Guddomsthronen. Paa Olympen som i Aasgard er der
da en Fleerfoldighed af menneskelige Guder, —
Symboler paa det Almeenmenneskelige, — hvis Hersker er
Menneskeaanden (Zeus, Odin[1]).
[1]
Dette maa naturligviis forstaaes saaledes, at det var den
Troende ubevidst, at han dyrkede menneskelige Afbilleder som Guder. „Disse vare, siger Wiborg, Phantasiens ubevidst frembragte
Billeder af Virkeligheden, ɔ: Symboler.” Efter ham forstaar jeg den
historiske Udvikling af Gudernes Charakteer saaledes: idet man först
fölte sig afhængig af Naturens Kræfter, dannede man ubevidst det
höiere Væsen med en Charakteer, som betegnede hine. Men
efterhaanden som Forestillingen om Menneskets Kraft overfor Naturens
voxede, mistede Guderne mere og mere sit Indhold som
Naturguder, og antoge menneskelig Charakteer; saaledes maatte de
ogsaa antage menneskelig Form. Var end Odin fra först af
Verdensaanden, den i hele Naturen virkende, Naturen
„gjennemtrængende” (Óðinn af vaða óð), saa blev han dog senerehen mere
den Alt med sin Kundskab gjennemtrængende Menneskeaand.
Imidlertid beholdt Guderne Meget af deres oprindelige Naturcharakteer, og
tildeels derved blev det muligt, hvad Hammerich siger
(Ragnaroksmythen S. 108—9), at „man hvert Öiehlik krænkede
Menneskelighedens Conseqvenser,” for at undgaa „Indentificering med Menneskene”
og hevde Guddommen som forskjellig fra dem. Men at Odin ikke
er „Verdensaanden” paa den Tid, om hvis mythiske Forestillinger
vi have Kundskab, derom vidner hans fuldkommen menneskelige
Legeme, og hans egen Tilblivelse efter Naturens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 20:25:06 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/nordutid/1-3/0097.html
