Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Er Yggdrasilsmythen af christelig Oprindelse, af Adjunct J. E. Thaasen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Livsanskuelse mere træffende udtalt end i de Ord, som
Oehlenschläger lægger i Orvarodds Mund, da han havde kastet
Sverdet Tyrving i Myren, for at det ikke skulde „gjöre flere
Lig,” men strax efter finder, at Loke har gravet det
op. „Der voxer ingen Urt for Döden, tænkte han;
der gives ingen Hjelp for Ulykken. Menneskeslegten
maa seile sin egen Sö, og Enhver maa bjerge sig saa
godt han kan.”[1] At Germaneren havde dette Mod til at
bjerge sig, selv da han ingen Bjergning saa, det bragte ham
gjennem Ragnaroks Dödsmörke en Haabets Lysstraale fra
Gimle.
Det, som altsaa har faat sit Udtryk i germanisk
Mythologi, er Kundskabens og det Ondes Indtrængelse i
Menneskelivet, og denne Begivenheds Virkning derpaa:
Nödvendigheden og Tilintetgjörelsen. Paa denne Tanke hviler den
hele Mythologi. Medens man om de græske Guder ikke
veed, enten man skal kalde dem gode eller onde, men blot
med Sikkerhed kan kalde dem dygtige og mægtige, staa
Æserne i denne Henseende bestemt udprægede, oprindelig
gode, men derpaa optagende det Onde. Ublandet onde
Væsener findes der nok af (Utgardeloke, Hel o. s. v.), men der
gives intet ublandet godt Væsen undtagen Balder; og han
staar blot som et manende Billede fra en forgangen bedre
Tid, uden endog med den ringeste Handling at kunne gribe
ind i den nærværende[2]. Först da Fortvivlelsen har naaet
sit höieste Udtryk i Ragnaroksmythen, skimtes i en
ubestemmelig Fremtid han, som Hyndla „ikke tör nævne,” som
„bilægger alle Trætter, og giver de hellige uryggelige Love.”
Ligesom Æserne, saaledes er nu ogsaa Mennesket et halvt
eller blandet eller dobbelt Væsen; og selv hans Dygtighed
beroer kun paa den Rest af Godt, som er i ham. „Laster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
