Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som minder om Samkvemmel med Jotunerne. Frey er
vaa-benlos, Hod blind, Ty eenhændl, og Odin selv, „den ypperste
og ældste af Æserne, hvem de andre Guder, hvor mægtige
de saa ere, dog adlyde som Born en Fader* (Gylfag. 20),
— er eenoiet. Den, hvis Skjdnhed fornemmelig
fremhæves, den „lyse Balder*, hos hvem Skjonheden er en
nod-vendig Tilgift til hans Uskyld, maatte efter et daadldst Liv
allerede i Urdagene (Vavthr. 55) ride Helveien. Og
Skjon-hedens selvstændige Betydning benegtes udtrykkelig i
Aase-loke, den af alle Folks Mythefigurer, der vel staar de
Chrisl-nes Djævel nærmest, „ond i Sind og meget omskiftelig i
Adfærd4*, men derhos „skjon og fager at skuett.
Vel er nu „Yggdrasils Ask det ypperste, det storste ug
bedste af alle Træer*, og „altid staar den gron over
Urde-brdnden*; men man kan ingensteds dvæle ved Skjonheden i
det Enkelte, hverken ved Roden over Riimthurserne, som
drager Tanken i Uro fra Odins Oie til Heimdals Lyd, eller
ved den anden Rod over Hels Bolig, hvor Ormene hugge,
eller ved Roden over den livskraftige Urdebrond, hvor Urd
sidder med Dom og Skuld med Dod for Mennesker og
Gader, — ei heller ved de raadnende Sider, de stivnende
Grene eller de friske Skud, som Hjortene bide. Skjonheden
ligger her, som i den hele nordiske Mythologi, i det Heles
Storhed; og over denne Skjdnhed, som over al nordisk
Skjdnhed, drager strengt Alvor de „tungsindige Skyer“.#) Her
er ingensteds glad Hvile eller tryg Dvælen i Beskuelsens
Nydelse; men her er Mod til at omfatte den hele Ulykke
med eet Overblik, at en Haabets Lysstraale kan glimte frem.
(Sml. 1. 3. 104—5).
*) Som et Exempel blandt de mange være det mig tilladt at minde
om Grækernes Solgud med de herlige Heste, stolt af sin
Dygtighed og sin evige Kråft, — og paa den anden Side om den
nordiske Sol, den skinnende deilige Pige, som nltid flygter i Hrdsel
for den foi folgende Ulv, hvis Gab skal sluge hende tilsidst; dog
hun føder forinden en Datter, som „naar Magterne dO, skal ride
sin Modera Veiea (Vavthr. 47).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
