Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
pomersk Menigbed, og som intet Dansk forstod, skulde være Prest
og Sjelesørger (i 1712). Det blev Kilden til et kvidefuldt og
pinligt Forhold baade for Presten og bans Menighed i alle de 20
Aar, de vare sammen.–Hans Stilling blev ham mere og mere
trykkende, især fordi Sproget lagde ham uoverstigelige Hindringer
i Veien, for at nærme sig Menigheden; at lære dennes Sprog var
nemlig Noget, som han mente der ikke kunde være Spørgsmaai
om, da Predikesproget efter Lov og Vedtægt var tydsk og
Undervisningssproget i Skolen ligsaa; derimod vilde han, at Menigheden
skulde lære hans Sprog. Derfor fordoblede han Katechisationerne
og vilde, at Bønderne udenfor den almindelige. Regel om Søndag
Eftermiddag skulde komme til Katechisation og Øvelse i Tydsk;
de kom ikke og bie ve ved deres Dansk. Mistvivlende om at
udrette Noget med saa halstarrig en Menighed, indgav han 1736
Ansøgning om Befordring til et Embede i en tydsk Egn, men han
maatte blive. Da K. Chr. VI lod indhente Beretning om
Skolevæ-sdnets Tilstand, gav F. sin Sprogfortvivlelse Luft i en Erklæring,
som er aftrykt i Skriftet, og hvori det hele Forhold treffende er
skildret i den Sætning: „Under saadanne jammerverdige
Omstændigheder fremlyser det, hvor lidet en tro Lærers dygtigste Flid
kan udrette hos et forvildet Folk, hvis Sprog han ikke forstaar,
ogj som ikke forstaar ham. “ Hans Forbitrelse mod den
gjen-st/’idige danske Menighed og dens uforstaaelige Sprog steg til en
Heftighed, der aldeles bragte ham til at glemme Kald og Stilling.
En Mand, som han især regnede blandt dem, der gjorde ham
Modstand, blev syg og forlangte Sacramentet. Først vegrede F. sig
ved at give ham det, naar han ikke vilde erklære, at han havde
haardt forsyndet sig mod sin Prest. Omsider lod han sig bevæge
til at rekke ham Sacramentet. Men da Manden paa sit Yderste
begjærede, at Presten endnu engahg skulde komme til ham, vegrede han
sig haardnakket, naar den Syge ikke først tilstod sin Brøde. Det
vilde og kunde den Syge ikke og døde uden at F. kom til ham.
I Ligtalen sagde Presten i hele Menighedens Paahør, at den Døde
som en ubodferdig Synder var faren til Helvede og at det vilde
gaae alle de Andre ligedan, hvis de forherdede sig i sin Ondskab og
ikke bekj endte sine Synder*).
*) Bönderne kaldte han fra Prækestolen „Reckel und Bauernflegel,
grobe Esel und unvernönftige Ochsen.” Da nogle Bönder engang
havde banket hans Hr. Sön, en Kielerstudiosus, sagde han föl—
gende Söndag: „Könige und Fursten tragen Degen und so baben
sie aucb ebenfalls den Studenten erlaubet, selbige als ein
Ehren-Zeiclien zu tragen; vor Dich, Bauer aber, gehöret nur eine
Dresch-flegel." Naar Bönderne sov ind i Kirken, beskyldte han dem
for Overmættelse af Gröd. Engang prædikede han saalunde: „lhr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
