Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verden, medens den ligegyldige Omgivelse rieppe aner, at denne
eensomme Stillesidder virkelig lever med i Livet.
Han er heller ikke af dem, hvis altfor bløde, ’kjærlighedsfulde
Natur netop er dannet til at yttre sig kraftigt og stærkt, som
og-saa yttrer sig en Stund, men ender med at synke tilbage i Sjælens
Dyb, fordi Mistro og Modstand, Haan og Had har mødt hver
Velviljes Yttring, som han prøvede paa at lade komme frem. Som
oftest groer et saadant Sind fast sammen med Had og Bitterhed,
og for dette Menneske bliver Ensomheden da en Byrde, der
rigtignok uforskyldt eller menneskelig talt, uforskyldt, blev lagt paa
hans Skuldre, men som han nu efterhaanden forskylder ved Klage
derover, og driver sig selv dybere og dybere ind i Ensomhedens
skrækkelige Afgrunde, ved at forstøde den Slægt, som begyndte
med at forstøde ham. Men kan han vende sig mod en alvorlig
Gjerning i denne sin Ensomhedens Prøvetid, og tilkjæmpe sig den
Kraft, der er nødvendig, endog for at være god imod Menneskene,
da er han frelst; men faa ere vel de Lykkelige, som saa lykkelig
helbredes.
„Den Ensomme“ er meget mere en Natur, som vistnok’ikke
er psychologisk urigtig, saameget mindre, som Normændene
ialmin-delighed have Træk tilfælles med denne Characteer, hvilket endog
Holberg selv er et Beviis for; men man sympathiserer vanskelig med
hans Lidelser, sélv om man aner deres Rædsel, fordi han synes at
forskylde dem ved umandig Svaghed. Hvis dette Menneske levede
paa en Tid, da der var sat Pris paa Ensomheden, ’stor Hæder og
almindelig Beundring for den, der kunde være den eensomste, paa
den Tid, da Paulus fra Theben vandt Prisen, men meget nær kunde
være gaaet glip deraf, siden han var eensom i Ørken i 90 Aar, og
døde kort efter, at hans værdige Discipel og Efterfølger havde
opdaget ham paany, kunde han maaskee nok have været eensom uden
at gaae tilgrunde. Det er ikke hermed meent at fornægte
Eremi-ternes religiøse Betydning; thi det var netop det, at Ensomheden
havde idetmindste efter Datidens Forhold religiøs Fortjeneste, der
var Skyld i, at de bedre blandt Eremiterne gik uskadte frem
deraf; men deres Støtte var ikke alene Samlivet med Gud, men ogsaa
den bagved skjulte Tanke, at Ensomheden var et Martyrium,
velbehageligt for Gud at skue, Menneskene værdigt til Efterfølgelse,
og dem selv til Nytte for det tilkommende Liv: men dette sætter
disse hellige Mænd i et Vexelforhold til Menneskelivet, som
borttager Ensomhedens værste Braad; at man er til fuldkommen Unytte
for sig selv og andre! Naar der derfor ikke er det mindste rart
ved at sondre sig fra Alverden, saa at end ikke Forfængelighéden
har den mindste Knage at hænge sin Hat paa, da gaaer
Aandelig-heden bort, altsom Ensomheden varer ved, og der bliver intet
tilbage. For hine fromme Mænd var Ensomheden et Maal, man kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
