Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kjæmpe for; noget, der gav Udbytte, omendog kun Ligesindedes
Beundring, eller indbildt Haab om Belønning for det frivillige
Martyrium, men altsaa dog noget reelt, hvormed Aanden kunde nære
sig: men for „den Ensomme* er Vandringen mod Ensomhedens
Maal :— en Ophævelse af alt Maal og Med, af al Kamp og
Stræben, og en Opgivelse af al Realitet, og forsaavidt en Negation af
Tilværelsen. Thi netop det, at han egenlig ikke et eneste Øjeblik
fik at vide, hvad Ensomhed (solitudo) rigtig er, fordi der dog
bestandig var Nogen, som bekymrede sig om ham, og som han kunde
vende sig fra, fordi han dog bestandig havde udvortes Mulighed
til at see Mennesker, og vende tilbage til dem, hvis han vilde,
kom til at virke saa knusende paa ham. Kunde hans Ven, medens
han netop var meest menneskeangst, have sat ham paa den øde 0
i Havet, uden at antyde Muligheden af fremtidig Forbindelse med
sig eller noget andet Menneske, da skulde denne virkelige
Ensomheds næsten utaalelige Rædsler maaskee have helbredet ham, paa
et Aarstid eller mindre; men denne usle Leflen med sin egen
Fejg-hed, denne Kjælen for en sygelig Forfængelighed, som kan holde
et Menneske bunden, saaledes som han var det, den maa
nødven-digviis berøve hans Tanke alt muligt Stof, saa at den som en
fordærvelig Ild raser i den tomme Hjerne og udtømmer hele Legemets
Kraft. Thi Menneskenes Nærværelse omkring ham nøder ham
til bestandig at være paa sin Post, for at bevare sin indbildte
Lyksalighed, Ensomheden; han Jader derfor sin Tanke færdes med den
taabelige Ubetydelighed at udfinde Værn mod Mennesker, som
gjerne lader ham i Fred, og forhindres derved fra at skaffe den
gavnlig Næring, medens paa den anden Side denne Exercits
hindrer ham fra at sløves aldeles, og synke ned i Idiotisme; derfor
fortærer nødvendigviis Aanden Legemet; men det er skrækkeligere,
hvor Legemet bevares, og Aanden langsomt bortdøer.*)
Denne Hang til Ensomhed er opstaaet af en Blanding af
Forfængelighed, med andre Ord: en Slags Glæde over noget Tomt, og
dybsindig Alvor, der forfølger Tomheden i al Menneskefærd saa
smaaligt i alle sine Fuger, at denne Verdens Tant unegtelig
forsvinder, men rigtignok tager det Væsenlige med, og lader kun
Tomheden tilbage. I Modsætning hertil optræder den tvungne
Ensomhed, hvor, et’Menneske, ved andres Vold, tvinges til at være
alene med sig selv: Fangenskabet. Man være allermeest, eller
allermindst, forberedt paa at være alene; efter kortere eller længere
Tid maa Menneskets Tankeforraad, der vedligeholdt den ideelle
*) Paul Möllers gamle Pedant i „Scener fra Rosenborg Have,a og
Magister Smith i „de opdigtede Historier," ere en heel Deel i Familie
med „den Ensomme," og det er morsomt nok, at det lille
Lystspil netop er skrevet i Norge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
