Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forbindelse med Udenverdenen, dog være forbrugt, og da staær
der kun tilbage, enten at sysle med sig selv og sin egen Ensomhed,
at anvende med forstærket Kraft alle sine Evner paa at give sin
Enetilværelse Mangfoldighed, hvorunder da ogsaa Religiøsiteten
henhører, eller fortvivlende at hentæres.
Hvormange Fortællinger har man ikke om Cellefangens trofaste
Ven: en Nabo, hvis Skridt han kan høre, og med hvem han kan
telegrafere ved Trampen eller Fløjten; Fangevogterens Hund, der
netop bliver den eensomste Fange særlig hengiven; en Muus, en
Edderkop, som Fangen fodrer; en Flué; og saaledes videre nedad
til den, som af alle levende Væsner kun seer den vrantne
Fangevogter; eller den, som end ikke seer noget Menneske, men maa
nøjes med at studere og elske Skildvagtens Skygge paa Modvæggen,
naar Solskinnet paa visse Tider af Aaret og Dagen kan lade den
falde indenfor hans Synskreds, og, ak, hvormange Dage er Solen
ikke mørk af Skyer!
En slig Fanges Tilværelse har en, nu allerede ældre fransk
Forfatter, Saintine, omtrent 1837 skildret i en lille Bog, betitlet
„Picciola."
Det er en fornem fransk Adelsmand, som Revolutionen gjør
til politisk Forbryder, og som derfor idømmes eensomt Fængsel paa
en lille Fæstning i Sveits. Han har Formue, har levet et meget
lystigt Liv, og var, hvad nutildags kaldes blaseret, da han sattes
i Fængsel.
Skildringen gaaer nu ud paa at vise denne Mands Fortabthed
og Sønderknuselse i hele den første Periode, medens han bestandig
stillede sig for Øie Modsætningen mellem sin Eneværen og det
mangfoldige Liv, hvormed hans Tanker syslede, hvorved hans Sjæl
dvælede; dernæst en Overgangsperiode, hvor han efterhaanden
erhverver sig en Syssel i sin Ensomhed, men dog hyppig falder
tilbage i sin tungsindige Fortvivlelse, og endelig hans fuldkomne Hel
bredelse, idet Livslysten vaagner paany, sagtelig vækket ved Syslen
med en Plante, og kaldt til Virksomhed ved Kjærlighed til en
Pige, som han paa Slutningen af sin Fangetid seer i Fængslet,
hvorpaa Bogen ender med Frigivelse og Bryllup og Lystighed og
Glæde. Skjønt Forfatteren baade i denne Bog og den følgende,
som vil blive omtalt, har svækket sine overordentlig smukke
Udviklinger ved en undertiden næsten kjedsommelig Brede, har han
derimod ikke, hvad man ved første Øjekast skulde troe, skadet det
stærke Indtryk af den Tanke, der skulde fremstilles ved at lade
Bøgerne ende med Heltens Frelse, da Consequensen igrunden er
hans Undergang; tvertimod denne Eftergivenhed mod gammel
Vedtægt og kvindelige Læsere gjør snarere et forsonende Indtryk, som
er behageligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
