Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I den Deel af Bogen, hvori Forfatteren egenlig udvikler det
Begreb, som beskjæftiger os, foregaaer Udviklingen omtrent saaledes:
I den hele første Tid føler Fangen sig meget alene trods
Fangevogterens venlige Forsøg paa at opmuntre ham; han forbander sin
Tilværelse, og nedbeder Døden over sit Hoved. Men da Sjælen,
forpiint og sønderlemmet af den bestandige Skjærmydsel mod en
Skillémuur, som dog ikke kunde nedrives, afstod fra Kampen og
søgte Lise i at vende sin Opmærksomhed mod de foragtede
Omgivelser, da hans Tanke, træt og vingestækket endelig faldt ned i
det snevre Fængsel, og lagde sig til Hvile i dette Buur, hvoraf den
dog ikke kunde dyve ud, da blev den forhadte Bolig efterhaanden
til en Verden med sit eget Pulsslag, sit eget Liv, og sine egne
Storme. Da glemte Cellefangen efterhaanden for længere og
længere Tid, at han var alene, for de Sysler, som han skaffede sig
paa den ene eller den anden Maade; og Følelsen af Ensomhed
dunstede lempelig bort, som Erindringstegnet fra Nåtten dunster
bort for Dagens Sol, da han opdagede, at ogsaa her kunde findes
noget at leve for, og da han virkelig begyndte at leve og aande
for en eneste levende Gjenstand, rigtignok kun en Plante, en
stakkels lille Gyldenlak, der prøvede paa at pippe op til Lyset gjennem
Fængselsgaardens tætte Steenbro, en Fange, som han selv, men dog
et Væsen, der aandede, levede, og talte et Sprog, for hvem der
vilde forstaae det, og den som snart blev en Mester i det nye
Sprog var den fine Adelsmand, der maaskee aldrig før havde tænkt
sig andet ved Blomster, end at det var en smuk og kjærkommen
Gave til den Dame, han vilde vise sin Opmærksomhed, og noget
som man, par coutume, altid roste, naar man saae det i hendes Eje.
Han begyndte med at bemærke den lille Urt, som spirede frem,
gav sig derpaa til at betragte den nøjere, gjorde den til Gjenstand
for en omhyggelig Iagttagelse, fik Øje for dens Fornødenheder og
bragte den Hjælp, og endte med at elske den med al den Kraft,
som Ensomheden skjenker Lidenskaben. Kun en Time hver Dag
var det ham tilladt at spadsere i Fængslets lille Gaard, og i denne
korte Tid maatte han i Begyndelsen gjøre sine Iagttagelser, og
siden udføre sine Gartnerforretninger; den øvrige lange Dag kunde
han kun i Tankerne sysle med sin lille Veninde, den elskede Plante.
Det er denne simple, men psychologisk rigtige Udvikling, som
Sain-tine gjennemfører i sin Bog, og viser os, digterisk udført, hvilket
betydningsfuldt Livsstadium det kan blive, at være alene for længere
Tid, naar man paa religiøs Grundvold kan skabe sig en Syssel;
thi Saintine har meget rigtig indseet, at det kun kan være
Religionen, som giver Beskjæftigelsen med den skrøbelige forgjængelige
Plante Uendelighedens Værd, medens han dog, paa den anden
Side, har holdt dette Moment saameget tilbagetrædende, at man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
