Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
uforstyret forbliver i den æsthetiske Sphære, hvori Bogen hører
hjemme*).
Omendog i Digterens Skildring Helbredelsen dulmende følger
8kridt paa Skidt efter Udviklingen af Fangens Ensomhed, vil
Bogens Læser dog strax føle, at hans Deeltagelse er større end ved
den Ensomme, baade fordi man har mere Medynk med den, som
paaføres Vold, end med den, hvis Lidelse er hjemmegjort, og fordi
man idethele maa agte Hovedpersonen højere; men man vil tillige
opdage, at Rædslerne virkelig ere større. Den Ensomme bærer
Ensomheden i sig, men som en mægtig Drift, der lokker ham, som
en sød Gift, der, ham uafvidende, fortærer hans Livskraft, medens
han nyder dens Liflighed, og Ensomheden avler først Kvaler, naar
det er for seent at rejse sig. Ligesom Ildbækkenets Gløder,
hvormed Selvmorderen indelukker sig, omlulle ham med yndige Drømme,
og først bringe Smerter, naar han ikke mere kan reddes, saaledes
ogsaa „den Ensommes" Ensomhed. Hans Sløvhed er større end
hans Lidelse, saa at han vel tilsjdst bliver sig sin Undergang
bevidst, men istedetfor at standse Ondet, lader sig nøje med paany,
i Tankerne, at polemisere mod Samfundet, hvilket netop var det,
som havde hidført’ hans Opløsning. Munch har derfor Ret i at
lade ham anklage sig selv som Selvmorder. Saintines Adelsmand
derimod har Ensomheden udenom sig; den paatvinges ham udenfra
ved Vold, medens han mangler al mulig Hang dertil, og netop
derfor maa han føle den som en knusende Vægt, der trykker ham
ned i Fortvivlelsens Afgrund. Han mangler aldeles Vaaben mod
de Kvaler, som storme ind paa ham, saa længe han ikke har
Religiøsiteten til sin Støtte, og først da den vækkes hos ham, bliver
hans Redning mulig; men den Langsomhed, hvormed den foregaaer,
og den Lidenskabelighed, hvormed han klamrer sig til det svage
Redningsmiddel, hvorigjennem Religionen har søgt ham, bliver et
Middel til endnu tydeligere at vise os, hvilke Lidelser han. har
været nærved at bukke under for. Men ingen vil vel nægte, at
Fortvivlelsens lidenskabelige Skrig rokker stærkere ved Sjælens Rod
end Tungsindighedens Sløvhed.
For at naae det Bjergs Top, som vi bestige; for at naae
Ensomhedens Højdepunct, kan man nu tænke sig de to Momenter,
som her ere givne, forenede i eet. „Den Ensomme,“ „en af disse
fremmede, men desværre ikke saa sjeldne Naturer, som ikke kunne
finde sig tilrette i den Sphære, hvori Skjebnen har sat dem, og som
ved den første Contact med den practiske Udenverden trække sit
Væsens altid ømfindtlige Følehorn tilbage i Sjælens Inderste,“ som
*) Udviklinger af Ensomhedens Betydning i religiös Henseende findes
mange Steder i Kierkegaards Værker, hvortil Forf. maa henvise.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
