Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Daniel de Foe, siger Saintine, har digtet Alexander Selkirka
Historie, og han finder, ligesom alle andre, at Fortællingen er
overordenlig smuk og i høj Grad tiltalende og velgjørende at læse,
men deels har Forf. kun fortalt dtn sidste Deel af Selkirks Liv,
nemlig hans lærerige Ophold paa den øde 0, deels saae i
Virkelighed dette sidste Afsnit ganske anderledes ud. Saintine har
nem-lig gjennem8øgt alt det historiske Mateijale, som han kunde finde
desangaaende, og da det stemmede med, hvad han, ad Psychologiens
Vej kunde sige sig selv at maatte være det rigtige, har han
foretaget sig med digterisk Fyldighed at fortælle de virkelige historiske
Træk, paa lignende Maade, som han har gjort,det i næsten alle
sine Noveller. Dette er omtrent det Standpunct, hvorpaa
Forfatteren er stillet til Bogen.
Alexander var en begavet Dreng, kjæk, hvor „den Ensomme*
var passiv halsstarrig, stolt, hvor „den Ensomme* var
jomfrueligforfængelig, altsaa med forskjellige Characterens Elementer i en
anden Blanding«, men med sit aandelige Væsen bygget i lignende
Disharmoni, som denne Person. I sin förste Ungdom blev han
opdragen hos sin Gudfader, en skotsk Laird, meget over sin Stand;
thi han var kun en fattig Skoflikkers Søn. Denne Pragt og
Herlighed, som saa pludselig forsvandt med Lairdens Død, havde næret
den Idealitetsfølelse, som var i Drengen, og givet den et synligt
Udtryk, saa at det allerede i denne tidlige Alder blev ham umuligt
at finde sig tilrette i de virkelige Forhold. Endnu medens han
var fornem, havde han ydermere prøvet en Slags Ensomhed, som
gjorde ham Stillingen vanskeligere, fordi nemlig Landsbyens øvrige
Drenge dengang ikke vovede at lege med „Slottets Gudbarn,* men
holdt sig i ærbødig Afstand; og nu, da han blev deres Ligemand
og kunde blande sig imellem dem, blev han paany ensomt stillet
ligeoverfor Kammeraterne, formedelst sin Herskesyge og Lyst til at
prale af sin Fortid og belovede Fremtid. Spændingen imellem ham
og de andre Drenge og imellem ham og Faderen voxede endog til
en saadan Højde, at den halv melancholske, halv trodsige Dreng
vilde ende sit Liv ved Selvmord og gik bort fra Hjemmet i den
Hensigt, men reddes ved en Tilfældighed.
Han kommer nu ifølge Gudfaderens Testament i en lærd Skole,
men løber derfra som halwoxen, kjed af Tugten, forelsker sig, paa
barnlig Yiis, i en ung Gjæstgiverske, og slipper endelig tilsøes.
Han viser sig duelig og brugbar, men vender hjem til Skotland
efter 3 Aars Forløb, kjed af Tjenesten, uden imidlertid at have
sluttet sig til et eneste Menneske, uden at have skaffet sig den
mindste Smule Vexelvirkning med den Samfundskreds, hvori han
dog er nødt til at leve. Han synes at være et dybt Gemyt, der
virkelig er opfyldt af Kiærlighed til Menneskeheden, men bliver i
denne Deel af sit Liv komisk, hvilket Forf. ikke fremhæver nok,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
