Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blikkelige Belønning. Et Tilfælde fører nemlig Skibsaben, der er
flygtet fra sin svømmende Bolig samtidig med Selkirk, hen til den
Deel af Øen, hvor han boer og bygger, skjønt han tilforn har
jaget den fra sig flere Gange, ja endog skudt paa den; nu modtager
Selkirk den, og dette Dyrs Selskab foijager hans sidste Griller;
Aben er Selkirks „ Fredag. * Han oplever en kort lykkelig Tid,
med Beskjæftigelse, Travlhed og Nydelse, hvori han, som Forf.
og-saa bemærker, mere end nogensinde ligner Robinson; men som faaer
et underligt trist Anstrøg derved, at det er Menneskets Caricatur,
den væmmelige Abe, som er bleven hans Ven i Nøden. Han
glemmer imidlertid, at han ikke skylder Ensomheden sin Lykke,’ men
tvertimod snarere har Aben at takke derfor, som har ophævet hans
Ensomhed, og just som Tanken om Samfundslivets Betydning synes
at opgaae for ham, hovmoder han sig paany.
„Idet i Samfundet ethvert Individ kan betragte sig som
Midtpunktet af den Virksomhedskreds, som omgiver ham, besidder han,
for godt Kjøb, en Forsvarshær og stærke Fæstninger til at beskytte
sig mod fjendtlige Angreb, et virksomt Politi til sin personlige
Sikkerhed, talrige og gode Landeveje, som sætte ham i let
Forbindelse med hvilketsomhelst Sted, han ønsker, medens Skipperen i
Verdens ^erneste Egne opsøger ham de Varer, som Fædrelandet
nægter ham, medens Landmanden saaer og høster, for ogsaa at
yde ham sin Deel, medens Haandværkeren bygger for ham, og væver
den Dragt, der beskytter ham mod Aarstid og Clima. Han kan
ikke skjule for sig selv, at denne Ordning af Arbejdet
forstør-rer Individets Kræftef hundredfold;" men — „hvis jeg nu opnaaer
samme Resultat alene, kun hjulpen af Gud?" —Hvad saa? Svaret
udeblev ikke.
Der behøvede kun, midt i hans Lykkes Ro, at vise sig et
Sejl paa Havet i den fjerne Horizont! Det var nok til at forstyrre
hans Rolighed, til at vise ham paa hvor flygtig en Grundvold han
havde bygget sin Lykke, men han agtede ikke paa Advarslen; thi
han kjendte den ikke, ligesom Manden i Eventyret, der ikke kjendte
„Dødens visse Bud." Fra dette Øjeblik stormer Straffen frem over
ham, og nogle faa Maaneder ere nok til at sænke ham fra denne
sin Lykkes og Aandsvirksomheds Højdepunkt ned i Elendighedens
og Idiotismens Afgrund. Ved et Tilfælde, som er smukt og
kraftigt skildret i Bogen, mister han sin Ven, Aben, ved selv uforskyldt
at foraarsage dens Død, og sørger saa dybt, at han, den mørke,
indsluttede Ensomme, der havde nok i sig selv, maa græde ved en
Abes Død. „Pourquoi pleures-tu? pourquoi doutes-tu de Dieu?
Parceque ton singe est mort!"
Men hans Ensomhed skulde blive større endnu! Paa samme
Tid, som hans urolige Spejderblik i den fjerne Horizont faaer
opdaget en 0, som han aldrig før har anet, var til at see, driver en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
