Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Flaske iland, hvori han finder en Seddel, der angiver, at en Spanier
sidder ligesaa ene, som han, paa Øen San Ambrosio. Den 0, han’
har seet, er altsaa St* Ambrosio, og hans maa da være St. Felix.
Han laver strax en Tømmerflaade for at sejle ud, og finde sin
Ulykkesfælle, men efter en Dags møjsommelig Sejlads driver
Strømmen ham tilbage til hans egen 0, efter at han har forliist sin
Bibel, sit Krudt, sine Vaaben, kort, alt hvad han havde tilbage af
Menneskenes Gaver, saa at han nu staaer paa Øen, saa fattig som
et af Markens Dyr. Hans første utaalmodige Længsel efter
Mennesker blev kun straffet med strengere Ensomhed. Og denne Rejse
paa et Par sammenflikkede Bræder ude paa det uendelige Sydhav
maa forekomme Læseren dobbelt trøstesløs, som veed, at det ikke
er St. Felix, hvorpaa Selkirk opholder sig, men den ene af
Juan-Fernandez Øerne, og at det ikke er St. Ambrosio, som ligger
lige-o verf or, men den anden af Juan-Fernandez Øerne, medens de nævnte
Øer ligge mange mange Mile nordligere; og som endeligen veed,
at denne Spanier maa være død lang Tid forinden.
„Nu, Selkirk! nu er du først alene, og har kun Dig selv at
stole paa!"
Medens hans Legeme nu udviklede sig til en forbansende
Kraft og Smidighed, forsvandt derimod hans aandelige og moralske
Begreber gradeviis, saa at den kloge Mand blev dum, den modige
frygtsom som et Barn, og kun det Sjæleliv blev tilbage, som er
nødvendigt for ethvert Dyr for at leve og ernæres; men at disse
sidste Maaneder af kun et fireaarigt Ophold paa denne 0 kunde
give den kraftige 28 aarige Mand Udseendet af en udlevet Olding
med hvide Haar og kridhvidt Skjæg, er det bedste Vidnesbyrd om,
at Aandskræfterne ikke godvillig forlode deres retmæssige Bolig, men
først vege tilbage efter de voldsomste Sjælekampe. Og da nu, fire
Aar efter hans Landsættelse paa Øen, et engelsk Skib anløb den,
fandt man ham, som et vildt Dyr, der kun frembragte uartikulerede
Lyd, ja endog manglede Meddelelsesmidlet næsten i høiere Grad
end Dyret, fordi han saalænge havde savnet Lejlighed til at
benytte det; kun deri forskjellig fra Idioten, at Legemet var
udviklet til den højeste Kraft.
Dermed ender Skildringen af Ensomhed,, og om endog Forf.
kunde være i sin Ret til at slutte Bogen her, fordi han har naaet
det Maal, han havde sat sig, maa vi ikke destomindre være Kam
taknemlige for, at han har vovet at gaae et Skridt videre. Da
Dampier siger: „Jeg forstaaer nu, at De har Grund til at hade
Menneskene," svarer Selkirk: „Jeg hader dem ikke mere, thi jeg har
udstaaet altfor meget ved at undvære dem. Nu tør Selkirk føres
tilbage til Samfundet, saa at vi kunne lukke Bogen med den Tanke:
Den Magt, som i Aandens Tjeneste berøver Mennesket Alt, kan
ogsaa skjenke ham det tilbage, naar Prøvens Tid er omme: da Sa-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
