Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. „Den Ensomme,“ en Anmeldelse af Cand. mag. Philip Weilbach
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tan havde plaget Job og bragt ham til den yderste Elendighed,
tog Herren ham atter under sin Varetægt, og skjenkede ham
Rigdom og Sønner og Døttre, som han havde havt det førend Plagens
Tid.
Naar vi kaste et Blik tilbage paa de tvende Ensomme, der
her ere omtalte (thi Fangen er kan et Mellemled), saa forekommer
det os i sin Orden, at nden Ensomme/ der i bestandig Halvhed
henlever et frugtesløst Tantalusliv, døer uhelbredet. Thi skjøntMunch
prøver paa at give hans sørgelige Liv Forsoning ved at tilføje et
religiøst Moment, forlader man dog Bogen uden Indtrykket deraf,
fordi det er for svagt udtrykt. Alexander Selkirk derimod, som
tømmer en Kalk til Bunden, hvis Skrækkelighed Skildringen kun kan
antyde, han helbredes med fuldkommen Ret efter alle poetiske,
psychologiske og religiøse Love.
Men naar man nu til Slutning vil opkaste Spørgsmaalet om
saadanne Emners æsthetiske Berettigelse, saa tør man rigtignok ikke
udelukke dem, ligesaalidt som de mange rædselsfulde Fremstillinger
af menneskelige Grusomheder, som Malerkonstens Historie opviser
Exempler paa; men saameget tør dog nok siges at staae fast:
Ligesaalidt som de dannende Konster, paa Konstens bedste Tider, nogen-’
sinde opvise Exemplet paa disse pirrende eller’ snarere irriterende
Fremstillinger, som en mere sunken Konstsmag føler sig hendragen
til, ligesaalidt hører denne Slags vilde Emner, der tilnærmelsesviis
bevæge sig paa den experimenterende Psychologies Omraade, hjemme
i Digtekonsten. Naar Poesien, i en for den blomstrende Periode,
bemægtiger sig et Stof som Menneskehad, da behandles det, som
f. Ex. Moliére har gjort i „le Misanthrope,u dette gjennemført
ironiske Stykke, hvor Tilskueren paa engang smiler ad
Menneskehaderen og ad de Omgivelser, som drive Spot med ham. Man maa
smile over Menneskehaderen, fordi han, i Samfundet, vil
gjennem-føre consequent det naturlige, eller med andre Ord, det enkelte,
det eensdmme Menneskes Sæder, hvor ædle og rigtige de end
tilsyneladende monne være, da dog Samfundet nødvendig fordrer, at
en Mængde af disse Sædvaner maa gaae op i den store
Hovedsætning, Fordragelighed mod sine Omgivelser, eller med Skriftens Ord,
mod sin Næste; men denne Sætning kjender Naturmennesket ikke,
fordi han ingen Næste har; og for at gjennemføre sine Planer
maatte Alceste blive sig selv komisk ved at gjøre, efter sine egne
Ord:
Et parfois il me prend des mouvements soudains
De futr dans un désert l’approche des humains,
Nej, saa hellere Philintes godmodige Livsphilosofi, naar den udtales
i Komediens muntre Belysning:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
