Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Folkekarakter. III. (E. G. Geijer. 1816)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Erhvervets Besvær i samme Grad har lært Nordboen at spare. Endnu
fortærer han gjerne, hvad han ved sin Vindskibelighed har erobret,
ligesom han fordum fortærede, hvad han erobrede som Sørøver; og
hvad enten han kjæmper med Naturen eller med sine Lige — i et
Slags Krigstilstand befinder han sig i Virkeligheden bestandig, enten
paa den ene eller paa den anden Maade — saa ophører han dog
ikke at anse sin Vinding som Rov og omtrent behandle den
derefter, idet han elsker Nydelse ikke mindre end Arbejde, og hellere
er færdig til stedse ny Anstrengelse, end til ved Eftertanke at spare
sig for denne. Det kommer ikke af Mangel paa Forstand. Den
skandinaviske Bonde viser i Almindelighed en meget stor Dygtighed
til at fyldestgjøre sine Fornødenheder og til i alle Henseender at
være sig selv nok. Han har store Hjelpekilder i sig selv, naar
han opfordres til at anvende dem, og hos intet Folk i Europa er
derfor den mekaniske Opfindsomhed saa almindelig som blandt
Skandinaviens Almue. Men sjelden bruges disse Gaver, endog naar
de ere tilstede i en beundringsværdig Højde, til andet end at
fyldestgjøre Øjeblikkets Trang, eller ogsaa bortødsles de paa Forsøg, i
hvilke man mere mærker en Leg af store Gaver end Bestræbelsen
hen imod virkeligt Gavn. Med en stor Rigdom af enkelte Kræfter
staar derfor den nationale Industri paa et lavt Punkt — i Norge
endnu lavere end i Sverige. Hver og en er en Mand for sig, for
at tale med de Gamle. Det hele fattes Sammenhæng og
Vedholdenhed i Bestræbelsen. Mest viser denne Mangel sig i den
almindelige Vindskibeligheds højeste Udtryk hos et Folk: i Handelen; thi
man gjør vel ikke Skandinaven nogen Uret, naar man siger, at
han ikke har udmærket sig særdeles i dette Fag, endskjøndt
Beliggenheden burde have gjort hans Halvø til et handlende Land.
Det er ikke Redelighed — der i hvert Tilfælde er Vilkaar et for al
Handel — og ikke Kraft, som fattes ham. Snarere kan man sige,
at han i begge Henseender udmærker sig. Men vel viser det sig
her bedst, at hvis han nogensinde lægger sig efter egentlig Vinding,
vil han for det meste vinde for snart og for meget, og vil han nyde
for snart og for meget. Saaledes findes i Menneskets Karakter i
Norden den samme Modsætning mellem Virksomhed og Attraa efter
Hvile, mellem Livlighed og Træghed, som i den nordiske Natur.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
