Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den norske Almuesmand. (Eilert Sundt. 1865)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Kunst at passe Heste. Der skal ikke bare Samvittighed til,
men Forstand. Og den rette Forstand paa Tingen faar ingen, uden
han driver sin Dont med samvittighedsfuld Omhu. Jeg kan ikke
passe Heste, langt fra det; men jeg kan begribe, at du maa give
nøje Agt og have godt Skjøn paa hele Dyrets Natur, naar du paa
en Gang skal spare paa Fodret og holde Dyret i god Stand. Om
dig, min Ven, vil jeg helst tro, at du er en lige saa brav og
dygtig Karl i dit Kald, som din Bestilling er vanskelig og vigtig, –
og da kalder ikke jeg dig en simpel Mand.»
Omtrent saa talte jeg og gjorde mig Flid for at overvinde det
Mismod hos Manden, som syntes mig at lyde gjennem de Ord:
«bare en simpel Mand».
Og efter denne Begyndelse har jeg saa tidt i disse Aar tænkt
paa, hvordan det egentlig har sig med den simple Mand, og tilsidst
er jeg kommen til at forundre og glæde mig ved at se, hvormeget
der bor i den norske Almuesmand, sandelig meget af baade
Kundskab og Dannelse.
En simpel Mand kan maaske ikke engang renlæse skikkelig,
og han plejer nu endmindre kunne skrive. Men endda kunde en
saadan Mand tjene som Kulfoged ved et af vore Jernværker.
Forvalteren har fortalt mig det. Manden kunde have at modtage en
ti Tusinde Læster Kul og derover i Løbet af en Vinter, og paa
en enkelt Dag kunde der komme hundrede, ja halvandet hundrede
Bønder og levere hver en Læst, halvanden Læst og saa bortefter.
Efterhvert som en Kulbonde havde faaet sit Læs maalt og
modtaget, gik han til Forvalteren og gav op, hvormeget det var; men
om Aftenen maatte igjen Kulfogden give op, hvilke Bønder han
havde modtaget Kul af, og hvormeget af hver, — og altid
stemmede hans Hukommelse med, hvad de mange Bønder Dagen
igjennem havde opgivet. Stundom syntes Forvalteren, han maatte sætte
ham paa Prøve: «Men du Lars, han Per Højbakke gav op en Læst
og sex?» «En Læst og tre; har han givet op mer, saa har han
ljuget.» Det glap aldrig.
Se saadant Taalmodighedsarbejde og betænkt Væsen hører den
simple Mand til. Saa vidt jeg har faret i Landet, har jeg fundet
det igjen, i hver en Krog.
Ja, just i en Krog nede i Røros Værks Gruber viste
Bergmandsfolkene mig engang et Syn, som gjorde Indtryk paa mig.
To Bergmænd udgjorde et lidet Arbejdslag for sig selv og gav sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
