Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- De norske Folkeeventyr. (Max Müller)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De norske Folkeeventyr. |
| (Af Max Müller.) | [1] |
| ———— |
Brødrene Grimms rige Eventyrskat var længe for det dannede
Europa noget i sit Slags enestaaende, indtil Dasent ved sin
fortrinlige engelske Oversættelse af Asbjørnsens og Moes Folkeeventyr
fæstede Opmærksomheden paa Norges Eventyrskat. Hinanden saa
lige som Tvillinger, eje disse Tysklands og Nordens Minder en
Interesse, som vi selv forbauses over, at de i al sin Barnslighed kunne
tilvinde sig hos os.
Ingen fin Intrige kan her spænde vor Nysgjerrighed. De
indeholde ingen pragtfuld Beskrivelse à la Kingsley af et Sceneri, som
blænder vort Øje, ingen Analyse à la Thackeray af de menneskelige
Lidenskaber, som lægger Beslag paa vor Opmærksomhed. Nej,
alt drejer sig om Konger og Dronninger, Prinser og Prinsesser,
hungrige Tiggere og venlige Feer, slue Gutter og dumme Trolde,
gamle Hexer og Ungmøer, der ere hvide som Sne og røde som
Blod. Endog Fanden selv er paa denne primitive Skueplads en
vigtig Personlighed. Historien selv er kort og sælsom, fuld af
paatagelige Urimeligheder og kaad Spas. Vi kjende den fra
Begyndelsen til Slutten. Stedmoderen bliver slidt istykker, og Askefis
bliver en stor Konge. Troldet synker sammen, idet Solen rinder,
og Fanden bliver saa længe plaget og narret, indtil han er glad
ved at faa slippe hjem. Og alligevel sætte vi os ned og læse, en
Taare lister sig frem i Øjet, vi le, og vi blive bedrøvede, naar
det heder:
«Snip, Snap, Snude —
saa er Historien ude.»
Der er ganske vist et Trylleri i disse simple, gamle Historier,
skjøndt det ikke vilde nytte til noget at forsøge at bestemme,
hvori det ligger. Vi se undertiden et Landskab, som aldeles ikke
har noget ejendommeligt ved sig. Det er jo kun en Elv, en Bro,
et rødt Murhus og nogle mørke Træer, og alligevel staa vi der og
stirre, indtil det dugger for Øjet, uden at vi ved, hvad det er, som
[1] Efter en Bearbejdelse af A. K. i «Aftonbladet» for 19. Sept. 1878.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sun Dec 10 20:32:40 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/norge80/0054.html
